Et stort nej til fremmedhad

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fremmedhadet vokser og vokser i vores land, og i takt med at flere og flere familier må flygte fra krig og ødelæggelse, har vi travlt med at bande og svovle over indvandrerne, der kommer og overtager danskheden. Sandheden er bare, at I selv har ødelagt den. Så nyd din citronmåne, og tænk over, hvilken kultur vi er i gang med at skabe.

Danmark går i krig for at forsvare demokratiske værdier og vestlige normer. Vi hjælper med våben og skud der, hvor der er brug for det; vi følger præsident Obama og den amerikanske hær, hvor end de går, med stolthed i stemmen og med ret ryg. Når vi skal betale for de menneskelige konsekvenser ved krigen, lukker vi ned for gavekassen.

På mange områder kan vi være stolte af vores land; vi formår gang på gang at være støttende styrker i vigtige internationale fredsoperationer og brede koalitioner. Vi sætter os selv på det internationale landkort, fordi vi, på trods af at vi er et lille land, alligevel formår at bidrage.

Samtidig med at vi har travlt med at skabe fred ude i verden, glemmer vi at skabe fred i vores egen baggård. De seneste måneder har debatten om flygtninge og asylsøgere raset hen over det danske debatlandskab.

Det ene parti vil som enhver anden international virksomhed outsource asylcentre, fordi de ikke selv kan overskue at tage ”lorten” – det andet parti har travlt med at stramme reglerne, så unge familier ikke kan bo sammen i vores land. Og ærligt talt, så er det usmageligt og pinligt.

Én ting er, at vi ikke vil tage det menneskelige ansvar, der er ved at drage krig; en anden ting er, hvad det siger om vores menneskesyn. Vi, Danmark, et af verdens mest privilegerede velfærdssamfund, vil ikke tage hånd om de mennesker, der ikke har noget sted at bo, der er på konstant flugt fra krig, og som blot er ofre for sindssyge terrorgrupper, der på bizarre måder tyranniserer og overtager deres lande. Vores velfærdssamfund, der på mange måder er bygget på tanken om, at vi tager os af hinanden, er lige pludselig blevet en lukket klub kun for de særligt inviterede. Som var det en eksklusiv natklub, hvor kun de ”indfødte” måtte komme med.

Nu må det stoppe. I Danmark tager vi os af hinanden og vores medmennesker, og jeg nægter at tro på, at vi som et velstillet iland ikke kan finde den nødvendige vilje og de nødvendige midler til at tage os af de mennesker, der er drevet på flugt fra steder, vi ikke i vores vildeste fantasi troede, fandtes.

Bange for andre kulturer

Tænkt lidt over det. Skulle vi ikke begynde at tænke på alle de mennesker, vi kunne lukke ind i vores fantastiske samfund, alle de mennesker vi kunne redde og hjælpe fra fattigdom og nød?

Jeg ved godt, at vi ikke kan åbne landet for gud og hvermand, men vi kan gøre det for dem, der virkelig har brug for det, åbne vores arme, tage os af andre og give dem en værdig hverdag at stå op til.

Det er som om, at ligusterhækkene i de danske parcelhuse er vokset så høje, at vi ikke engang tør kigge over til naboen mere. Og ærligt talt, så klæder det os ikke.

Og hvad angår de børn, jeg engang får, skal de ikke vokse op i et land, hvor vi er bange for andre kulturer og bange for, at vores værdier bliver væltet. Det vil jeg ikke byde dem, ligesom jeg ikke vil byde andre det.

Frygt og dårlige undskyldninger

Det er så uendeligt meget lettere at sige nej og vende ryggen til problemet, men det er ikke ensbetydende med, at det er det rigtige at gøre, så Danmark: Lad os sige nej til fremmedhad, lad os tage fælles ansvar for vores medmennesker.

Lad os skabe et samfund, der inkluderer og omfavner i stedet for at ekskludere og gemme os bag frygt og dårlige undskyldninger.