Vil du udpege de børn, jeg skal svigte?

Jeg går ved siden af en dreng. Han får øje på et billede, som de store elever har malet. Han udbryder:

“Ja, det er rigtigt! Det er sådan det er! Håbet er det, som man må give slip på, når man starter i skole”.

Jeg går i skolegården i en samtale med et barn, vores samtale afbrydes af et andet barn, som har brug for hjælp.

Jeg er på vej op ad trappen, jeg når kun halvvejs, før der kaldes på mig. Jeg må vende om.

Jeg er på vej ind til en aftale i en klasse, da et barn græder og kalder.

Jeg har sat mig i et lokale sammen med en pige, som er blevet bange og ked af det. Hun har brug for ro og nærvær, men det banker på døren. Der er også brug for mig et andet sted.

Jeg er med en klasse på tur, min mobil ringer: “Hvor er du?”

En dreng siger konstaterende:

“Du er den der hjælper børn, så de bliver glade igen. Og det gør de. De bliver faktisk gladere”.

En anden dreng siger til sine kammerater:

“Rikke lytter aldrig. Rikke gør ikke noget ved det”.

Begge dele er rigtige. Jeg ville ønske, at det sidste ikke var. Forleden måtte jeg afvise en dreng som bare havde brug for ros. Han havde overholdt en meget svær aftale. Han stod der, med sit lysende smil – og blev afvist: “Du må vente”!

Når jeg siger til min ledelse og mine kolleger, at jeg bliver stresset og har svært ved at sove om natten, så får jeg gode råd og anvisninger såsom: Pas nu godt på dig selv. Sig hvordan du vil have det. Tag ansvar for dig selv.

Men hvad nu, hvis problemet er, at jeg ikke kan holde ud hele tiden at svigte?

Verden kører hurtigt, og vi må bare følge med. Vi skal videre, siger lederen på vores møder. Vi skal have ny viden, for kompleksiteten stiger, farten sættes op. Jeg lytter til visionen om, hvordan der skal ske en frisættelse af kompetencer.

Jeg ser på illustrationen af forandringskurven, hvordan mennesker under forandringprojekter først vil ønske at holde fast i stabilitet. Dernæst vil opleve urokkelighed, siden benægtelse, så vrede - indtil man ingen anden udvej ser end forhandling, opgivenhed, åbenhed – og tilsidst ender med accept.

Jeg får ondt i maven. Er det sådan, det er? Er det dét, vi skal gøre? Skal vi bare sige til fremtidens unge og voksne: Der var ingen anden mulighed end at acceptere.

Når jeg tænder for mit tv, siger Christine Antorini, at jeg bare skal have noget mere uddannelse. Men jeg står i en virkelighed, hvor jeg overhovedet ikke oplever, at jeg ikke kan – men derimod, at jeg ikke har mulighed for at gøre det, som jeg kan.

Til dig, som mener, at jeg bør tilpasse mig virkeligheden og lære at acceptere, at man ikke kan redde hele verden:

Hvis jeg nu stiller børnene op på en række, hvis jeg giver dig navnene på de asylbørn, som endnu ikke kan forstå dansk godt nok, men alligevel er anbragt i en helt almindelig klasse uden støtte ... Hvis jeg fortæller dig om de børn, som ikke kan få hjælp til at forstå opgaver, som de forventes at løse, hvis jeg fortæller dig om pigen, som har svær angst og kæmper med at skjule det, fordi hun skammer sig over det. Eller hende som har tourettes og ikke kan vise det for nogen, fordi det er flovt – og ham, som kæmper en brav kamp mod sit eget temperament, og hende som ikke længere har kontakt til mor og savner hende som bare pokker, og ham som ikke kan forstå sine klassekammerater og skal lære de sociale koder at kende for at få adgang til fællesskabet ... Hvis jeg viser dig den dreng som gennem tre år har været udsat for massiv mobning, og som de andre kan finde på at sparke til, mens han ligger ned – bogstavelig talt.

Vil du så udpege de af dem, som du ikke synes er værdige til den hjælp, som de har brug for?

For jeg kan ikke.

Er håbet virkelig det, man må give slip på, når man starter i skolen?

Jeg tror ikke på, at vores eneste mulighed er accept. Men er vi nok, som tør modsætte os en samfundsudvikling, der betyder at vores børn svigtes?