Fortsæt til indhold
Biler

Brugt Opel eller Ford?

Brugttest: Ford Mondeo og Opel Insignia er begge gode brugtkøb. Som de to eneste i firmaklassen er priserne attraktive, og udbuddet stort. Men hvilken er den bedste?

Christian Schacht

Stationcar

Ford Mondeo 2,0 TDCi

Ford

Stationcar

Opel Insignia CDTI 130

Opel

Læsere med trang til at skeje ud i specielle køretøjer kan roligt bladre videre. Her skal det handle om et par fornuftige stationcars, der med en vis ret kan kalde sig kollektive transportmidler.

Vi taler om den klassiske Ford Mondeo stationcar, som bliver udfordret af Opel Insignia. Hver for sig er de ganske glimrende køb som brugte, siger Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang, som ikke tøver med at udnævne dem til de eneste brugte stationcars i firmaklassen netop nu, der er til at købe for penge. Brugte stationcars er nemlig særdeles eftertragtede blandt de danske familier, som især er købere til bilerne, der tidligere har ageret firmabiler.

»Der er et pænt antal Mondeo til salg, men især Insignia er der mange af, da der blev solgt rigtig mange af Opels nye model i 2009 og 2010, hvor den kom frem,« siger Jan Lang, der også har rosende ord for deres driftsøkonomi.

»Det er generelt solide biler, som er billige at vedligeholde. Ford er nok den mest driftssikre, da Opel havde visse børnesygdomme, som importøren dog har været god til at få ordnet for kunderne, og Insignia er suverænt billig i service,« siger han og tilføjer, at man heller ikke skal være afskrækket af dem, selv om de har kørt 100.000 km.

Bag rattet er der mere luksus i Opel, der både er bedre skruet sammen og har et mere moderne cockpit.
Bag rattet i Mondeo sidder man bare godt, mens betjeningen godt kan virke lidt forvirrende. Interiøret bliver dog nemt ridset.

Vi satte de to stationcars stævne for at finde ud af, om Opel Insignia virkelig kan true Fords bestseller, som på mange måder er målestok for, hvor meget plads og komfort der kan være i en firmabil. Til formålet har vi håndplukket de mest populære varianter med 2,0-dieselmotor og mellemudstyr. Begge er fire år gamle.

Populære dieselmodeller

Ford Mondeo stiller op som 2,0 TDCI med 140 hk og Trend-udstyr, mens Opel er klar med en Insignia 2,0 CDTI med 130 hk og udstyret Edition. Priserne ligger på cirka 200.000 kr. for en årgang 2010 med godt 70.000 km på tælleren, men svinger naturligt nok noget, alt efter forhandler, stand og udstyr, mens der er en tendens til, at Insignia er en smule billigere.

Dieselmotorerne passer bedst til bilerne, men de kræver naturligvis et stort kørselsbehov. Fords maskine er den bedste.

Samtidig kan man ofte få en lidt nyere bil med endnu færre km på tælleren til en beskeden merpris.

Typisk er bilerne i ”klasse B” dvs. velholdte, men ikke i helt perfekt stand. Derfor skal man være grundig i sin gennemgang, siger Jan Lang, der mener, at man bør tale med sælger om at få bilerne gennemgået af en uafhængig ekspert og evt. købe en forlængelse af brugtbilgarant

Ved første øjekast er Insignia mere atletisk end den mere gammeldags udseende Mondeo, og Opel breder sig over statelige 491 centimeter. Det er en dåsecolas længde mere end Mondeo.

Mondeo er størst

Men Mondeo er en klart større bil i kabinen, hvor der er så meget plads bagi, at man kan søge om hektarstøtte til den. Insignia er mere afmålt, og det kan være svært at få plads til en af de store barnevogne.

Testen viser dog, at familierne ikke behøver at frygte en lang køretur, hvis de skal på bilferie til sommer. Komforten er i højsædet i begge modeller, hvor fjedre og dæmpere filtrerer de fleste ujævnheder fra, dog med en lille fordel til Mondeo. Der er også stille og roligt i kabinerne, selv om dieselmaskinen i Opel giver en smule mere lyd fra sig, når det skal gå stærkt.

I praksis er Forden klart den kvikkeste af de to, og alene distancen fra 0-100 km/t. overstås næsten to sekunder hurtigere end i Opel. Det skyldes, at Mondeo har 10 hk mere at gøre godt med i det daglige og et større drejningsmoment til at sejtrække med. Den adrætte opførsel koster ikke engang noget på tankstationen. Du kan til gengæld med fordel kigge efter en 160 hestes-diesel-Insignia, der har et langt større kraftoverskud.

Insignia overgiver sig ikke så let. Den svarer igen med et højere kvalitetsniveau hele vejen igennem. Fra døren, der lukker som et pengeskab, til materialevalget i kabinen og en udtalt mangel på irriterende raslelyde.

Cockpittets design er også klasser over det lidt forvirrende look i Mondeo med vidt forskellige knapper og materialer. Der er pænt med udstyr her i de to biler. Det vil sige, at klimaanlæg, fjernbetjent centrallås og en god radio er standard, mens det varierer mere, hvis man vil have lækkerier som fartpilot og regnsensor med om bord.

De kører også slavisk gennem slidte motorvejskurver, og selv skarpe, hullede sving kommer de rask igennem uden at dunke eller krænge. Men når dagen er omme, er der ingen tvivl om, at Mondeo fortsat er et af de mest køreglade valg i klassen.

Jan Lang opfordrer til, at man sælger bilerne, inden de når 200.000 km igen. På den måde burde man kunne holde en fornuftig økonomi. Man kan med fordel vælge bilerne i de femdørs udgaver, som også er praktiske, men billigere i indkøb. Til gengæld er bilerne ret dyre, hvis man går efter benzinversionerne, som er blevet meget populære, siger Jan Lang. I sidste ende er det i vid udstrækning smag og behag, der kan gøre udslaget, men har kravet plads førsteprioritet, er der ingen vej uden om den klassiske Mondeo, som vinder brugtbiltesten, selv om Insignia er mere moderne.