Fortsæt til indhold
Biler

Årets Brugtbil til fornuftige penge

Sidste uges store nyhed på brugtbilsfronten var kåringen af Honda Civic som Årets Brugtbil 2014 – vi giver et bud på, hvilken Civic der kan fås på forskellige budgetter.

Frederik Thorstensen

Den bedste brugte bil i Danmark lige nu er netop blevet kåret: Det blev Honda Civic i den næstnyeste generation fra modelår 2006 til 2012. Et rigtigt godt valg for folk, der ønsker en frisk og sportslig bil, som samtidig er rummelig og særdeles praktisk indrettet med sit geniale foldebagsæde.

Vi ville gå efter et eksemplar, der har fået supplerende rustbeskyttelse et par gange. Der er ganske vist 12 års garanti mod gennemtæring på bilen, men overfladerust på undervognskomponenterne er ikke et ukendt fænomen på ubehandlede biler.

Egentlig svage punkter har bilen ikke, men man bør sørge for at få renset bremser mindst en gang om året. Bagbremsernes kalibre har det med at gro fast.

Vi giver her et bud på brugt Honda Civic på fire budgetter.

Den billige: For omkring 85.000 kr. er det muligt at få en Civic 1,8 Sport med benzinmotor og fem døre. Årgangen er typisk 2006, og bilen kan sagtens have gået over 100.000 km. Honda er kendt for stærk mekanisk kvalitet, så et højt kilometertal behøver ikke at være farligt, hvis bilen ellers er blevet serviceret løbende.

Den fornuftige: Hvis budgettet strækker sig til ca. 100.000 kr., er det muligt at få en Honda Civic, der er nogle år yngre – typisk 2008 til 2009. Igen er det oplagt at vælge en 1,8 Sport-benziner, da udvalget af dem er størst. For 100.000 kr. er det muligt af få en Sport-variant med komplet udstyr.

Den lækre: I den lidt tungere ende, men stadig forholdsvist billigt, kan man for 150.000 kr. finde en faceliftet Honda Civic typisk fra 2011, der har gået 50.000-60.000 km. I den årgang er der på Sport-versionen masser af lækkert udstyr som f.eks. alufælge, automatisk viskersystem, parkeringssensor, læderrat og fuldautomatisk klimaanlæg. Og på den fineste, Executive, lædermøbler i kabinen.

Den vilde: For omkring 180.000 kr. er det muligt at samle en Honda Civic Type-R op. Der er tale om den seneste Type-R med sugemotor, da den kommende får turbomotor. Type-R er en hårdkogt gaderacer, som kun har fart for øje. Bilen er mekanisk stærk, men har et lidt højt benzinforbrug. Prisen er lav, men bilen kan kun anbefales til sports-entusiaster.