»Holger Rune virker ikke bange for noget som helst, så ham skal man være klog mod«
Tirsdag tog Holger Rune fat på græssæsonen. Sideløbende med sine singlekampe stiller verdens nummer seks fra tid til anden op i double, og dobbeltjobberiet har et klart formål.
Officielt er Holger Rune ikke længere teenager.
Han fyldte 20 år for små to måneder siden og har tilmed gang i en ekstremt krævende karriere, men tennisstjernen har ikke helt lagt ungdommen bag sig.
Han har nemlig et meget tæt forhold til sin seng, og derfor er det langtfra tilfældigt, at han nogle gange dukker op på træningsanlægget med en uglet frisure og udslynger et ”go’ morgen”, selv om klokken for længst har passeret middag.