Ophidset russer overlevede nedbrud på vej mod finalen
Daniil Medvedev var stærkt ophidset over tilråb fra Stefanos Tsitsipas' far i fredagens semifinale-sejr.
Den russiske tennisspiller Daniil Medvedev er for andet år i træk klar til finalen i Australian Open.
Verdensranglistens nummer to er klar til at kæmpe mod Rafael Nadal om titlen i Melbourne, efter at russeren fredag slog græske Stefanos Tsitsipas med 7-6, 4-6, 6-4, 6-1.
Medvedev var undervejs stærkt ophidset over Tsitsipas’ far, der fra en position på tilskuerpladserne var særdeles højlydt.
I andet sæt kunne russeren ikke tøjle sit temperament længere, og han konfronterede dommeren med de mange kommentarer og tilråb, der kom fra modstanderens far.
Russerens appel blev umiddelbart afvist, og Medvedev begyndte straks at tale særdeles spydigt til dommeren. Russeren blev samtidig så påvirket af situationen, at hans spil slet ikke hang sammen.
En tur i omklædningsrummet gjorde dog underværker for sidste års US Open-vinder, der nogenlunde sikkert vandt de sidste to sæt.
Først sæt havde indikeret, at kampen ville udvikle sig langt mere tæt. Begge spillere var stærke i egne servepartier, så det endte i en tiebreak, som faldt ud til Medvedevs fordel med 7-5.
Efter andet sæt, der blev præget af russerens raseriudbrud mod dommeren, satte Medvedev kursen mod sin syvende sejr i ni møder mod Stefanos Tsitsipas.
Selv om de to spillere efterfølgende mødtes ved nettet og gav hånd, så var der kold luft mellem dem.
Daniil Medvedev nåede også finalen i Australian Open sidste år, efter at han i semifinalen havde besejret Tsitsipas. Dengang tabte russeren finalen til Novak Djokovic.
Søndag står han over for spanske Rafael Nadal. De to finalister har mødt hinanden fire gange. Nadal fører den indbyrdes statistik med 3-1.
Spanieren vandt i fredagens anden semifinale i fire sæt over den syvendeseedede italiener Matteo Berrettini.
/ritzau/