Favoritter cruisede videre i Australian Open

Daniil Medvedev, Stefanos Tsitsipas og Aryna Sabalenka er alle videre til fjerde runde i Australian Open.

Artiklens øverste billede
Aryna Sabalenka kæmper stadig med sin serv, men spillede sig videre til fjerde runde i Australian Open. Foto: Loren Elliott/Reuters

De fleste favoritter har indtil videre kurs mod den afgørende del af tennisturneringen Australian Open i Melbourne.

Natten til lørdag og tidlig lørdag morgen cruisede hovedparten af de topseedede spillere hos både herrer og damer videre til turneringens fjerde runde for de 16 bedste.

Størst problemer havde den andenseedede hviderusser Aryna Sabalenka, der tabte første sæt til tjekken Marketa Vondrousova 4-6.

Sabalenka kæmper med implementeringen af en ny serv i sit spil. Alligevel rejste hun sig og vandt de to sidste sæt 6-3, 6-1.

- Jeg er virkelig glad, og jeg er mest af alt glad for, at jeg kun lavede 10 dobbeltfejl, siger Sabalenka ifølge AFP.

Den tidligere finalist i Australian Open og vinder af både Wimbledon og French Open, Simona Halep, knuste sikkert Danka Kovinic fra Montenegro. Det skete med cifrene 6-2, 6-1 på lidt over en time.

Syv af de ti højest seedede i damesingle er fortsat med i turneringen, som Clara Tauson natten til lørdag forlod efter et nederlag til amerikanske Danielle Collins i tre sæt.

Daniil Medvedev, der er topseedet hos herrerne, efter at Novak Djokovic ikke fik lov at stille op, slog uden problemer hollandske Botic van de Zandschulp 6-4, 6-4, 6-2 på lidt under to timer.

Russerens sejr vakte noget større glæde på tribunerne i Melbourne end sejren over hjemmebanehelten Nick Kyrgios i seneste runde.

- Ethvert forhold skal gå op og ned, så jeg synes, det er godt. Det er underholdende og reelt, siger Medvedev om det australske publikum ifølge AFP

Tredjeseedede Stefanos Tsitsipas smed et sæt mod Benoît Paire, men klarede sig også sikkert videre. Det samme gjorde niendeseedede Felix Auger-Aliassime efter en sejr i tre sæt over briten Daniel Evans.

I herresingle er seks af de ti højst seedede spillere stadig med i Australian Open.

Djokovic blev som bekendt udelukket, og ottendeseedede Casper Ruud trak sig med en skade inden sin første kamp.

Femteseedede Andrej Rubljov og tiendeseedede Hubert Hurkacz er røget ud på banen. Rublev tabte lørdag til kroaten Marin Cilic i fire sæt i en af tredje rundes få overraskelser.

Danske Holger Rune tabte i første runde i herresingle, og efter Frederik Løchte Nielsens nederlag i double natten til lørdag er der ikke længere dansk deltagelse i grandslam-turneringen.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.