Fremadstormende Tauson er årets tennisspiller

Dansk Tennis Forbund har for tredje år i træk kåret Clara Tauson som årets tennisspiller.

I 2021 bragede Clara Tauson frem på verdensranglisten, og det har nu kastet en udmærkelse af sig.

Det danske tennises er af Dansk Tennis Forbund blevet kåret som årets tennisspiller.

Det oplyser forbundet i en pressemeddelelse. Det er tredje år i træk, at Tauson får hæderen. Denne gang vandt hun prisen foran Holger Rune og Davis Cup-holdet.

- Jeg er naturligvis meget glad og stolt over at være modtager af prisen som Årets Tennisspiller 2021, siger Tauson i pressemeddelelsen.

Den 19-årige komet startede 2021 som nummer 152 på verdensranglisten og sluttede det som nummer 44. Undervejs vandt hun sine første to titler på det højeste niveau inden for kvindetennis, WTA Touren.

I marts sejrede hun i Lyon Open, og i september gik hun hele vejen i Luxembourg Open. I 2021 vandt Tauson også to turneringer på ITF-niveau.

Derudover vandt hun en WTA125-turnering - niveauet under WTA Touren - i august. Her slog hun Emma Raducanu, der kort efter chokerede tennisverdenen ved at vinde US Open.

- Clara Tausons resultater i 2021 - ikke mindst de to WTA250-titler i Lyon og Luxembourg - taler for sig selv, siger formand i Dansk Tennis Forbund Henrik Thorsøe Pedersen.

- Det er bemærkelsesværdigt, at hun i så ung en alder allerede har banket sig ind i top-50. Men for mig er det mest imponerende ved Clara, at hun hele tiden bliver ved med at udvikle sit spil.

Før Tauson vandt sin første pris som årets tennisspiller i 2019, vandt Caroline Wozniacki prisen hvert år fra 2013 til 2018.

Tauson er i øjeblikket i australske Melbourne, hvor hun deltager i en opvarmningsturnering til årets første grand slam, Australian Open. Tidligere torsdag slog Tauson kinesiske Lin Zhu, så danskeren nu er klar til kvartfinalen.

Australian Open begynder 17. januar.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen