Anføreren floppede, mens teknikeren toppede i dansk sejr
Keeperen Niklas Landin ramte – modsat en storspillende Anders Eggert – ikke sit vanlige niveau i sejren over Montenegro.
Gdansk
Niklas Landin var i lørdags den bedste mand i åbningskampen mod Rusland, 48 timer efter premieren skuffede landsholdsanføreren mod Montenegro.
I to omgange blev THW Kiel-stjernen pillet ud og erstattet af reserven Kevin Møller, der til gengæld leverede på et hæderligt niveau og havde et par afgørende redninger i slutfasen.
Efter kampen lød statistikken på sølle 4 redninger på 24 skud til Landin og dermed en redningsprocent på 17. Det var kun lige akkurat nok til at bestå, men han var kampens svageste dansker.
Omvendt viste 33-årige Anders Eggert skarphed fra fløjen og fra straffekastpletten. I sine 55 minutter på banen leverede han seks mål på syv afslutninger.
Dermed blev den teknisk stærke Flensburg-Handewitt-fløj, ifølge Jyllands-Posten, den bedste dansker. Efter kampen blev han i øvrigt kåret til kampens bedste spiller af Det Europæiske Håndbold Forbund.
Her er de danske karakterer efter sejren på 30-28 over Montenegro:
- Niklas Landin: 02
- Kevin Møller: 4
- Alexander Lynggaard: UB
- Mads Christiansen: 7
- Mads Mensah Larsen: 7
- Casper U. Mortensen: UB
- Anders Eggert: 10
- Rasmus Lauge: 4
- Jesper Nøddesbo: 4
- Lasse Svan Hansen 4
- Hans Lindberg: 4
- Henrik Møllgaard: 7
- Henrik Toft Hansen: 4
- Mikkel Hansen: 7
- Michael Damgaard: 02
- Peter Balling: UB