EM-debutanten Kevin Møller var stolt: Min største landskamp
Målmandsreserven Kevin Møller stod med en redningsprocent på 38 i Danmarks sejr på 30-28 over Montenegro.
Gdansk
Montenegro pressede Danmark til det yderste i en rodet omgang håndbold i Gdansk, men takket været en udmærket anden halvleg lykkedes det Kevin Møller og co. at vinde 30-28 i den anden kamp ved EM.
Modsat lørdagens kamp ramte anfører Niklas Landin ikke sit vanlige niveau, og det gav tid i målet til slutrundedebutanten Kevin Møller, der i december overhalede Jannick Green i kampen om reservetjansen.
Efter fem redninger på 13 afslutninger og dermed en redningsprocent på 38 kunne en glad Flensburg-Handewitt-målmanden gøre status i pressezonen.
»Det betyder meget for mig at få vist, at jeg er der, hvor jeg skal være. Jeg er rigtig godt tilfreds,« sagde 26-årige Kevin Møller.
Den tidligere GOG-keeper er siden sit skifte til Bundesliga-klubben for halvandet år kun blevet bedre og bedre, og mandag aften kom kulminationen så i rødt og hvidt.
»Det var uden tvivl min største landskamp. Det var den mest betydningsfulde kamp og helt klart min største kamp, hvor der var noget på spil. Det er jeg rigtig glad for at have været med til,« lød det fra Kevin Møller.
Montenegros 28 mål var godt nok for mange, men det var sejren, der var det vigtigste, lød det fra sønderjyden, der nu er på ni A-landskampe i karrieren.
»Jeg synes, de gjorde livet svært for os. De lagde et godt tryk, og vi kæmpede med at fange deres stregspiller,« sagde han.
Danmark spiller onsdag den sidste gruppekamp mod Ungarn.