Bjerringbro-Silkeborg slog vestjyder i jagt på semifinale
Efter en sejr søndag ligger Bjerringbro-Silkeborg nu på andenpladsen i slutspilsgruppe 2 i herreligaen.
GOG har allerede sikret sig avancement fra slutspilsgruppe 1 i herrernes håndboldliga. Men der er tæt kamp om, hvem der skal følge med fynboerne videre.
Søndag satte Bjerringbro-Silkeborg (BSH) sig selv i førersædet i jagten om en plads i semifinalerne. Det skete med en sejr på 34-29 på udebane mod Ribe-Esbjerg.
Resultatet betyder, at BSH nu ligger nummer to i gruppen med fire point. Det er ét mere, end Skanderborg-Aarhus har på tredjepladsen.
GOG har otte point på førstepladsen, og selv om kun halvdelen af kampene er spillet, står det klart, at holdet, som sluttede øverst i grundspillet, ikke kan undgå at ende i top-2.
Ribe-Esbjerg har tabt sine første tre kampe i slutspillet og har derfor endnu ingen point.
Første halvleg var tæt frem til stillingen 12-12. Her tog gæsterne fat, og især i de sidste minutter inden pausen trak BSH fra.
De første 30 minutter endte med en BSH-føring på 21-16, og i anden halvleg var hjemmeholdet kun i en kort overgang tæt på at true gæsterne.
Ribe-Esbjerg fik reduceret til 22-24, men så trak BSH fra igen. Føringen toppede ved 31-24, og spænding opstod der aldrig.
I slutspilsgruppe 2 styrer Skjern og Aalborg mod semifinalerne. Skjern vandt lørdag over Aalborgs forsvarende mestre og topper gruppen med syv point. Aalborg har seks.
Mors-Thy ligger nummer tre med to point, som kom på kontoen søndag aften efter en sejr over Fredericia på 39-32.
/ritzau/