Dansk verdensmester frygtede at få sin tå amputeret – nu kan han ånde lettet op
Speciallavede såler redder landsholdsspilleren Nikolaj Markussen fra at få amputeret sin lilletå.
Nikolaj Markussens sommerferie med familien på Mallorca er lige blevet en tand bedre.
Den danske landsholdsspiller, der vandt verdensmesterskabet i januar, får nemlig lov til at beholde sine 10 tæer.
Den 6. januar blev Nikolaj Markussen skadet i den ene lilletå i en landskamp mod Ungarn, men han gennemførte VM-slutrunden. Sidenhen har han dog måttet holde pause fra håndboldbanen i store perioder.
Han blev opereret i foråret, men det hjalp ikke, og derfor ville lægerne ifølge Midtjyllands Avis amputere tåen. Men til bagspillerens store lettelse kommer det alligevel ikke til at ske.
»Jeg er bare glad for, at jeg er igennem det, og at der er fundet en løsning. Jeg kan få lov til at beholde min tå, det er jeg da sådan set rigtig fint tilfreds med,« siger Nikolaj Markussen til TV 2 Sport.
Speciallavede såler skal i stedet hjælpe Bjerringbro-Silkeborg-spilleren til et håndboldliv uden smerter, skriver mediet.
Nikolaj Markussen var i denne netop afsluttede sæson ukampdygtig i de afgørende kampe, hvor Bjerringbro-Silkeborg tabte kampen om DM-bronzemedaljer til Skjern Håndbold.
Bjerringbro-Silkeborg oplyser til TV 2 Sport, at Nikolaj Markussen forventer at begynde træningen sammen med resten af holdet den 23. juli.