Vigtig dansk profil er færdig ved VM: Det begræder vi
Landstræner Nikolaj Jacobsen har endnu ikke taget stilling til, hvem der i stedet skal skiftes ind i truppen.
Håndboldspiller René Toft Hansen er færdig ved VM, efter at han i torsdagens kamp imod Norge måtte udgå med en skade i lysken.
Det sagde landstræner Nikolaj Jacobsen på et pressemøde fredag formiddag.
»Som vi alle ved, fik René Toft et ordentligt riv i lysken i går. Det betyder, at René er færdig i turneringen. Han bliver ikke klar til at spille mere i denne omgang. Det begræder vi alle, da René er en ekstremt vigtig figur på det her hold,« siger Nikolaj Jacobsen.
»Det er ham, der retter tingene til, når vi laver fejl, og når beskederne skal gives videre. Så det bliver et stort tabt for os,« siger landstræneren.
Tvivl om bror skal skiftes ind
Han har endnu ikke taget stilling til, om René Tofts bror, Henrik Toft, skal skiftes ind i truppen. En skade har indtil videre holdt Henrik Toft ude, men stregspilleren har gjort store fremskridt.
Henrik Toft skal testes igen fredag.
Også bagspiller Nikolaj Øris fik en muskelskade under torsdagens kamp mod Norge. Han skal senere fredag undersøges nærmere for at se, hvor alvorlig skaden er.
Danmark spiller lørdag imod Ungarn, mandag imod Egypten og onsdag imod Sverige.