Forsvarsstyrmand måtte udgå i dansk sejr: »Det ser ikke specielt godt ud«
René Toft Hansen måtte forlade banen midtvejs i første halvleg, mens Nikolaj Øris heller ikke kunne spille efter pausen. Landstræneren er ikke optimist.
Ingen rose uden torne.
Danmark vandt 30-26 over Norge i den sidste gruppekamp og tog dermed fire point med til mellemrunden, men trods sejren var der bekymring at spore i den danske VM-lejr.
Forsvarsstyrmanden René Toft Hansen måtte midtvejs i første halvleg forlade banen med det, der lignede et riv i lysken. Han gik direkte i omklædningsrummet og kom ikke i aktion igen.
Det er endnu for tidligt at sige noget, men landstræneren er ikke ubetinget optimist.
»Jeg vil gå så langt at sige, at det ikke ser særligt godt ud. Mere kan og må jeg ikke sige. Det ser ikke specielt godt ud,« siger Nikolaj Jacobsen.
Det er de nye persondataregler, der forhindrer landstræneren i at uddybe, hvad der er galt, og hvem slemt det er.
»Men det er meget ærgerligt for os, hvis René viser sig at være ude nu. Han har spillet fremragende i fire og en halv kamp. Han startede godt med en god ro i dag. Det vil være rigtig ærgerligt for os, hvis vi skal miste krumtappen sammen med Møllgaard,« siger Nikolaj Jacobsen.
Foruden René Toft Hansen er der også dårligt nyt om Nikolaj Øris, som heller ikke spillede i hele anden halvleg.
»Ja, nu må vi se, men Øris kunne ikke spille anden halvleg. Mere kan jeg ikke sige lige nu. Det er ikke mig, der har lavet de nye regler,« siger landstræneren.
Danmark var fra start til slut i front mod Norge, som på et tidspunkt var bagud med ni mål. Det var kun et flot comeback, der forhindrede en lussing.
»Det var en rigtig fin kamp. Vi spillede på et rigtig højt niveau i meget lang tid. Desværre brændte vi også nogle chancer. Det eneste malurt i bægeret – foruden skaderne – er, at vi ikke lukkede kampen, da vi havde muligheden for det. Der var ingen grund til at invitere Norge så tæt på igen,« siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark møder på lørdag Ungarn i den første mellemrundekamp.