Fortsæt til indhold
Formel 1

»Nico, you are world champion«: Kevin Magnussen udgik i Nico Rosbergs VM-triumf

Tyske Nico Rosberg blev verdensmester for første gang - danske Kevin Magnussen udgik efter fem omgange i sæsonens sidste løb.

»Nico, you are world champion.«

Radiomeldingen til tyske Nico Rosberg var ikke til at tage fejl af søndag eftermiddag i Abu Dhabi efter 55 omganges racerløb.

For selvom teamkollegaen Lewis Hamilton vandt sit 10. løb i sæsonen, blev Nico Rosberg den store vinder på Yas Marina Circuit, da han sluttede som nummer to, hvilket var nok til at blive verdensmester i Formel 1-sæsonen 2016.

For danske Kevin Magnussen blev sæsonens sidste løb en kort fornøjelse. Danskeren begyndte som nummer 18 og gled hurtigt længere tilbage, inden han måtte køre sin Renault-racer i pitten. Her fik han en ny næse på bilen, men der gik kun få minutter, før den ærgerlige besked lød i radioen.

»I'm very sorry, but we have to retire the car, so box this lap,« lød meldingen til Kevin Magnussen, der på grund af problemer med styretøjet efter et sammenstød måtte køre i garagen og dermed afslutte både sæsonen og sin kontrakt med Renault med et afbrudt løb efter under et kvarter i Abu Dhabi.

En kedelig afslutningen på sæsonen for Kevin Magnussen, der som bekendt begynder hos amerikanske Haas efter nytår. Han kan se tilbage på et år med især to højdepunkter i henholdsvis Rusland og Singapore, hvor den 24-årige racerkører fra Roskilde hentede sine i alt syv VM-point.

Ærgerligt og kedeligt blev det også på Yas Marina Circuit for McLarens Jenson Button. Den tidligere verdensmester kørte søndag sit 305. og sidste løb i karrieren, men ligesom Magnussen måtte englænderen udgå med en teknisk fejl på raceren. Efter knap 15 omgange var det slut for Jenson Button, der rundede sin glorværdige karriere af med kys og kram til familie, venner og kolleger i McLarens garage.

Karrieren er til gengæld langt fra slut for Nico Rosberg, der inden løbet var 12 point foran teamkollegaen Lewis Hamilton fra Mercedes.

Skulle Lewis Hamilton vinde løbet, ville en tredjeplads være nok for Nico Rosberg. Derfor så man ikke overraskende Lewis Hamilton i front fra start med den tyske teamkollega i en afventende position bagved.

En tredjedel inde i løbet lå Nico Rosberg som nummer tre, mens Max Verstappen i sin Red Bull-racer lå nummer to og adskilte de to Mercedes-kørere, imens solen langsomt gik ned i Abu Dhabi. Halvvejs inde i løbet satte Nico Rosberg dog kurs mod Hamilton og dermed VM-titlen, da han satte den indtil da hurtigste omgang kort efter at have overhalet Verstappen i en tæt duel på langsiden.

Med 20 omgange tilbage satte løbet sig næsten fast, hvor det i højere grad lignede skakspil end racerløb. Det skulle dog vise sig at være stilhed før stormen, for de millionvis af tv-seere og de ca. 50.000 tilskuere fik en hæsblæsende afslutning at lukke sæsonen på.

I jagten på VM-titlen blev Nico Rosberg udfordret fra alle sider. Fra teamkollegaen Lewis Hamilton i Mercedes over Red Bulls Max Verstappen til Ferraris Sebastian Vettel. De fire racere lå inden for 2,8 sekunder med under fem omgange igen.

Sebastian Vettel tog tredjepladsen fra Max Verstappen og styrede mod titeljagtende Rosberg på andenpladsen, hvor kun et puf ville afgøre verdensmesterskabet.

Men tyskeren holdt hovedet koldt og tog sit første verdensmesterskab i Formel 1.