Nu skal Kevin Magnussens Renault køre endnu stærkere
Formel 1: Renault vil forbedre 2016-udgaven af racerbilen, så den bliver konkurrencedygtig.
Kevin Magnussens grandprix i Shanghai søndag gik som forventet, men derfor kunne man stadig finde skuffede miner blandt Renault-personellet og hovedpersonen selv.
Han startede på 17.-pladsen, og det var også der, han endte sit løb.
»Det var, hvad vi kunne forvente, men det handler om at være tålmodig, selv om det er svært. Jeg vil gerne score nogle point snart, men det er stadigt tidligt på sæsonen, og vi vidste godt, at det ville blive svært i starten af sæsonen. Det er en sur en, og så må vi komme hurtigt videre,« sagde Kevin Magnussen til 3+ efter løbet.
Det er specielt farten i bilen, som er et problem for Renault, og når man så sender de gule biler i race på højhastighedsbaner som den i Kina, er det tydeligt, at der mangler motorkraft.
Det, der undrer omverdenen, er, at Red Bull klarer sig så godt. Red Bull kører med motorer fra Renault, og både Daniil Kvyat og Daniel Ricciardo kørte et fremragende løb i Kina med tredje- og fjerdepladsen til følge.
Forskellen på de to biler er, at Red Bull har den geniale bildesigner Adrian Newey i teamet, og han har altså lavet en racer, der kan køre med i toppen af kampen om verdensmesterskabet.
Hos Renault hedder designeren Cyril Abiteboul, og han lovede efter løbet, at de nu vil forbedre raceren.
»I denne weekend har vi besluttet, at vi vil arbejde på 2016-bilen og ikke bare vente til 2017. Så der kommer fremskridt på bilen i 2016 også. Der bliver forbedringer på motoren til løbet i Canada, men vi skal fixe det allerede til næste løb, ellers har vi store problemer,« sagde Cyril Abiteboul til 3+.
Hæmmet af Lotus-racer
Renault er hæmmet af, at holdet overtog en Lotus-racer så tæt på sæsonstart, at det ikke har haft tid til at forbedre den endnu.
»Vi har set, at Red Bull – som vi leverer motorer til – har gjort det godt her, så vi ved, hvor vi skal fokusere. Vi er ikke i tvivl om, at Kevin er dygtig, så vi ved, hvad vi skal arbejde med,« sagde Cyril Abiteboul.
Jyllands-Postens Formel 1-ekspert, Thomas Wulff, advarer netop mod, at Renault kigger for langt frem, selv om at franskmændene allerede under præsentationen af teamet sagde, at målet var først at køre med om mesterskabet om tre år.
»De kører med bilen fra sidste år, som er bygget af Lotus og tilpasset en Mercedes-motor, og der er ingen tvivl om, at det er et større problem, end vi forstår, fordi det er så komplekst. Men Renault skal have gjort noget ved bilen, og om det er motoreffekt eller noget andet, ved jeg ikke, men det skal være noget, der giver dem et lille spark, for ellers falder de tilbage og bliver et bund-team,« siger Thomas Wulff.
Næste løb er i Sotji i Rusland om 14 dage. Her møder Formel 1-racerne en bane, der også har stræk med høje hastigheder, men også med flere sving.
»Det er en bane, hvor Kevin kørte fantastisk for to år siden for McLaren. Det glæder jeg mig til at se, for der må være nogle gode minder,« siger Thomas Wulff.
Usynlig holdkammerat
Hvis man var i tvivl om, hvilken kører, der er bedst hos Renault, fik man alle svarene i Kina. Kevin Magnussen kørte Jolyon Palmer bagud af dansen på alle parametre igennem hele løbet, selv om det retfærdigvis skal nævnes, at Palmer under lørdagens kvalifikation klagede over manglende fart i bilen. Palmer begyndte på 19.-pladsen og endte som nummer sjok.
»Hvis Kevin var svær at få øje på, så var Palmer helt usynlig. Lige pludselig gled han fire pladser bagud og sluttede sidst. Kevin udklasserer Palmer hver gang, de sidder i bilen, og målt på det var det godkendt. Hvis Kevin bliver ved med at være toneangivende og vise, at han får mere ud af bilen, end den er værdig til, kan jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle være Formel 1-kører hos Renault næste år. Han skal bare ikke give dem en grund til, at han ikke skal være det,« siger Thomas Wulff.
Rosberg aldrig presset
Oppe foran kørte Nico Rosberg så suverænt, at Mercedes ikke fik meget for reklamekronerne. Det var simpelthen uinteressant at filme en bil, der kørte helt alene uden pres fra andre. Med sin sejr i løbet har 30-årige Nico Rosberg nu vundet seks løb i træk. Tre i sidste sæson og tre i denne, og han har 75 point med 36 ned til Hamilton på andenpladsen.
Hamilton startede som nummer 22, men med Mercedes’ verdensmesterbil strøg han op igennem feltet som en professionel cykelrytter blandt motionister, og det lykkedes briten at køre sig op som nummer syv. Det vil han næppe være tilfreds med, da han en overgang så ud til at kunne køre sig op på en fjerdeplads, og at han inden løbet sagde, at han ville gå efter mindst en femteplads.