Kevin Magnussen om Kina: »Surt«
Grandprixet i Kina blev ikke en god oplevelse for Kevin Magnussen og Renault.
Kevin Magnussen startede på en 17.-plads, og da de 56 omgange var overstået, lå han stadig som nummer 17.
Resultatet var ikke så overraskende, da Renault-raceren ikke har samme fart som de andre biler.
»Det var, hvad vi kunne forvente, men det handler om at være tålmodig, selvom det er svært. Jeg vil gerne score nogle point snart, men det er stadigt tidligt på sæsonen, og vi vidste godt, at det ville blive svært i starten af sæsonen. Det er en sur en, og så vi må komme hurtigt videre,« sagde Kevin Magnussen til 3+ efter løbet.
Banen i Shanghai har sæsonens længste langside, og det betød, at de langsomme Renault-racere tabte tid, hver gang de kom ind på de lange stykker.
Kevin Magnussen forudser, at der vil kommer flere løb af denne slags.
»Der må man prøve at komme igennem bedst muligt. Jeg sagde før løbet, at vi skulle have noget held for at score point, men jeg troede ikke, at vi skulle bruge så meget held, og der var ikke nogen, der udgik. Når der ikke er det, så er vi ikke hurtige nok til at score point. Det må vi se i øjnene,« sagde Kevin Magnussen.
Det er hurtige baner som Monza og Spa, Renault må se frem til med bævrende knæ.
På den positive side kørte Kevin Magnussen betydeligt bedre end sin holdkammerat, Jolyon Palmer. Han startede som nummer 19, men endte som nummer sjok på en 22.-plads.
»Jeg udkvalificerede min teamkammerat og kørte fra ham i løbet med stor margin. Det er det eneste, jeg kan måle noget op imod,« sagde Kevin Magnussen til 3+.