Formel 1 i Danmark?
Formel 1-boss Bernie Ecclestone besøger Danmark i næste uge.
Bernie Ecclestone er direktør og præsident for Formel 1. Det er ham, der bestemmer alt i den hurtige sport, og det er ham, der med et pennestrøg kan gøre et land til vært for et grandprix.
BT mødte Ecclestone i Abu Dhabi, og selvom det kun blev til et par ord, så var der alligevel lidt, der kan få øjnene til at spærre sig op.
Han bekræftede, at han besøger Danmark og på spørgsmålet om, hvornår Danmark kan få en dato i Formel 1-kalenderen svarede han:
»Omkring 2017.«
Ikke et langt svar, men trods alt en bekræftelse af, at den 84-årige britiske milliardær kigger på Danmark.
Men der er et godt stykke vej fra et enkelt besøg i Danmark og til at få Lewis Hamilton (og Kevin Magnussen?) til at brage rundt på en dansk bane.
Først og fremmest skal der findes et sted, hvor bilerne kan køre - det kunne være et byløb - men ud over det, så skal der betales en god store pose penge til Formula One Group, der er Ecclestones firma.
Ifølge BT giver Rusland 300 mio. kr. for at få løbet til Sotji.
Bag hele historien ligger, at Bernie Ecclestone er en benhård forretningsmand. Jo flere der bejler til hans produkt, jo lettere er det at lægge et højt prisniveau.
Hvad mener du?
Kunne det lade sig gøre at afholde et Formel 1-grandprix i Danmark?