Har Magnussen nu pludselig en rival mere?
Teamboss Ron Dennis øger mystikken omkring McLarens kørersammensætning i 2015.
Det ene går til Fernando Alonso, og Jenson Button eller Kevin Magnussen får det andet.
Sådan har den brede opfattelse længe været omkring McLarens to sæder til 2015-sæsonen, men trekantsdramaet er med ét blevet til en duel mellem fire racerkørere.
Som øverste chef for det britiske team er Ron Dennis kendt for sine markante og ofte kryptiske udtalelser, og i forbindelse med årets sidste VM-afdeling i Abu Dhabi slog han til igen.
»Alle regner med, at der er tre personer involveret i dette valg, men jeg synes, at man skal lade sin fantasi række til fire«, udtalte Ron Dennis til Sky Sports F1.
Direkte adspurgt, om reservekøreren Stoffel Vandoorne så måske er i spil til en plads, tøvede Ron Dennis ikke med at kalde ”måske” for et interessant ord og ville så for øvrigt ikke sige mere.
Bemærkningen har naturligvis skabt endnu mere røre omkring det traditionsrige hold, og eksperterne kan i disse dage se nærmere på netop konstellationen McLaren/Vandoorne.
Den unge belgier konsoliderede sin samlede andenplads i GP2-serien ved suverænt at vinde weekendens grand prix i Abu Dhabi lørdag og har æren af at sidde bag rattet, når McLaren samme sted tester MP4-29H/1X1-raceren som endnu et skridt frem mod det kommende samarbejde med Honda.
Stoffel i GP2
Med en ny motorleverandør kunne det være mere relevant at bruge en af de mere erfarne kørere som prøveklud, hvilket Eric Boullier dog afviser. McLarens løbsdirektør forklarer beslutningen med, at den slags seancer hurtigt bliver kedelige for hovedpersonerne, og i samme ombæring går franskmanden i stik modsatte retning end sin overordnede i forudsigelsen af Stoffel Vandoornes fremtid.
»Stoffel har haft et meget interessant år. Fire pole positions på stribe, han har udviklet sig massivt, men at få den rigtige åbning på det rigtige tidspunkt er svært i Formel 1, og jeg tror ikke, at det sker næste år. Derfor er det mest sandsynligt, at hans udfordring er at forblive i GP2 og vinde mesterskabet,« udtalte Eric Boullier ved en presseseance.
Stoffel Vandoornes bedrifter vil for øvrigt blive overvåget af Kevin Magnussen, som er til stede i oliestaten uden at have officielle opgaver under testningen. I weekenden gjorde britiske medier et stort nummer ud af at have fanget Jenson Button i alvorlig samtale med Ron Dennis, men det indslag er ikke på dagsordenen for Kevin Magnussen.
»Han skal ikke som sådan tale med teamet. Han er til stede for om nødvendigt at kunne hjælpe til og besvare spørgsmål,« forklarer hans manager Dorte Riis Madsen.
Afklaring i december
Mandag var hun netop selv kommet hjem fra Abu Dhabi uden at kunne slappe af ovenpå sæsonafslutningen. Tidligst den 1. december vil McLaren sætte navn på de to kørere, og indtil da skal Dorte Riis Madsen trykke på alle knapper for at skubbe Kevin Magnussen så langt frem i bevidstheden hos de nuværende og potentielt fremtidige arbejdsgivere. Af samme grund har hun hele tiden fastholdt ikke at være interesseret i alternativer eller i en tjans som reservekører på McLaren, hvis teamet i første omgang ønsker at beholde Button som partner til Alonso og så hente Magnussen ind i varmen igen, når den britiske veteran er brugt op i løbet af et par sæsoner.
»Vi holder fast i strategien. Det er et spørgsmål om at vise loyalitet over for teamet og vise, at man stadig tror på tingene,« fastslår Dorte Riis Madsen.