Fortsæt til indhold
Fodbold

Usain Bolt vil på Jamaicas fodboldlandshold

Verdens hurtigste mand tror på en karriere som professionel fodboldspiller.

Selvtilliden fejler intet hos Usain Bolt.

Efter afslutningen på sin atletikkarriere vil den hurtige jamaicaner spille fodbold på topniveau.

»For mig personligt er det et stort mål og en drøm at kunne spille professionel fodbold. Jeg er ligeglad med, hvad folk tror og tænker om det,« siger Bolt ifølge Reuters.

Hans tro på egne evner er så høj, at atletikstjernen mener, at han ville kunne spille sig på Jamaicas landshold.

Ifølge Usain Bolt er vejen til landsholdet ikke urealistisk, da holdet i øjeblikket ligger nummer 59 i verden. Flere gange tidligere har Usain Bolt også åbent fortalt om sin passion og kærlighed til fodbold.

Han har bl.a. sagt, at hans store drøm er at spille en kamp for den engelske storklub Manchester United.

Men hvornår den lynhurtige jamaicaners eventuelle fodboldkarriere kan komme på tale, er endnu uvist, da en forstrækning holder ham ude.

Skaden har dog ikke fået ham til at miste håbet.

»Hvis jeg tror på, at jeg kan bryde igennem som fodboldspiller, så er det, hvad jeg vil gøre,« siger han.

Usain Bolt får mulighed for at prøve sit niveau af på øverste internationale hylde, da han har fået en invitation til at træne med den tyske bundesligaklub Dortmund, når han er klar igen efter skaden.

»De har fortalt mig, at invitationen er åben, så jeg kan dukke op, når jeg er klar. Så må vi se, hvad mit niveau er,« siger Bolt.

Aftalen om at træne med i Dortmund er kommet på plads gennem tøjfirmaet Puma, der leverer tøj til fodboldklubben og er sponsor for Bolt.