Snart kender Arsène Wenger sin skæbne
Senere på dagen tirsdag skal Arsensals bestyrelse diskutere Wengers fremtid i klubben.
Det britiske fodboldhold Arsensals manager, Arsène Wenger, mødtes mandag med ejeren af Arsenal, Stan Kroenke.
På mødet blev Wengers fremtid i klubben afgjort mellem de to, skriver BBC.
Det er stadig uvist, om Wenger forlænger sin kontrakt, og om bestyrelsen er enige i beslutningen mellem Kroenke og Wenger, men senere på dagen tirsdag skal beslutningen fremlægges og diskuteres på et møde med bestyrelsen, og det forventes, at Arsenal annoncerer den endelige beslutning onsdag.
Wenger selv har givet udtryk for, at han ønsker at blive i klubben, når hans kontrakt udløber til sommer. Tidligere har han bl.a. udtalt:
»Jeg ønsker bare at gøre det godt for denne klub og bortset fra det, så er det op til bestyrelsesmedlemmerne at bestemme, om jeg er den rigtige mand til at klare jobbet, siger han.«
Arsenals fans har hele foråret været splittede over Wenger og hans fremtidige plads i klubben. Mange har givet udtryk for, at de ikke ønsker, at han fortsætter, når hans kontrakt udløber til sommer. Siden januar, hvor Watford slog Arsenal, har der været protester mod den franske manager med flere fans, der har forlangt, at han gik af.
Ifølge BBC mener nogle af bestyrelsesmedlemmerne i Arsenal også, at det er på tide, at Wenger forlader den britiske klub, mens andre - som bl.a. Kroenke - aldrig har givet udtryk for andet end, at han ønsker, at Wenger forbliver i klubben.
Wenger har tidligere erkendt, at usikkerheden omkring hans fremtid i klubben har kastet en skygge over spillernes evner dette forår - det lykkedes bl.a. ikke Arsenal at spille sig i top fire i Premier League, og derfor kommer klubben altså heller ikke til at spille i Champions Legaue næste sæson. Det er ikke sket i over 19 år.
Det britiske hold fik dog lidt medvind, da det lørdag slog Chelsea 2-1 i FA Cup-finalen.
Arsene Wenger har været i Arsenal siden 1996.