Fortsæt til indhold
Fodbold

Gensynsglæde i skovbrynet: Hobro er tilbage i Superligaen

Hobro sikrede sig direkte oprykning med sejr over Vendsyssel, som nu skal i playoff-opgør.

Hist hvor vejen slår et bugt på Amerikavej i Hobro finder man lige i skovbrynet næsten omkranset af bøg og gran et lille stadion, som for få sæsoner siden lagde græs til en fortælling om et lille fodboldhold fra provinsen, som pludselig kunne bide skeer med de store i Superligaen – og som nu skal til det igen.

Med 1-0 mod Vendsyssel sikrede Hobro sig nemlig atter oprykning til Superligaen efter blot en enkelt sæson nåede at blive tilbragt i 1. division.

Det havde været nok for Hobro at klare sig til kampens ende med et uafgjort resultat, da holdet gik ind til kampen med en bedre målscore end Vendsyssel, som ellers havde ligeså mange point.

Kampens første aktion blev en lang bold fra Vendsyssel, sendt af sted så snart startfløjet lød. Så kunne man kort nå at spekulere på, om den slags høje bolde ville recepten for resten af kampen – ikke utænkeligt med to hold der er i besiddelse af en hel del spillere, der kvalificerer sig til beskrivelsen ”store brød.”

Hobros vævre angriber Quincy Antipas, der ellers har oplevet en noget blandet sæson, ville det dog anderledes. Det første kvarter af kampen fik han flere gange vist, hvordan han stadig har farten og evnerne til at true i dybden.

Flere gange måtte Vendsyssels veteran i målet, 39-årige Jesper Christiansen med fortid i FCK, således ud på kanten af feltet og afværge farlige situationer – ikke altid lige behændigt, men det lykkedes.

Decideret store chancer opstod dog hverken for Hobro eller gæsterne fra Vendsyssel, som til gengæld måtte lide den tort at skifte to spillere ud med skader: Thomas Dalgaard med en tilsyneladende fiberskade og Christian Overby med en hovedskade efter et grimt sammenstød med en Hobro-forsvarer.

Hvis der havde været utilfredshed over første halvlegs start med lange afleveringer, så var anden halvleg nok mere tilfredsstillende. Inden for to minutter havde Hobro to gange forsøgt sig mod Jesper Christiansen og i det tredje nåede Vendsyssel frem til en chance, mens et enkelt røgblus for en stund hindrede udsigten til et par af træerne rundt om stadion.

Derefter gentog fortællingen om et nedadgående tempo fra første halvleg sig – lige indtil 81. minut skal forstås. Her tog Hobros spillere endnu et hidsigt løb frem i banen, mens Vendsyssels selvsamme ikke kunne følge med i samme tempo. Det resulterede i nok plads til Pål Kirkevold til, at nordmanden kunne dæmpe nerverne på stadion og score til 1-0: Kampens slutresultat.

På trods af den direkte oprykningsplads altså glippede for Vendsyssel er chancen for oprykning som bekendt ikke helt over endnu i kraft af den nye struktur i toppen af dansk fodbold.

Nu venter for Vendsyssels vedkommende således to afgørende kampe mod enten Horsens eller Esbjerg i playoff-opgør om Superliga i næste sæson.

Flere kampe venter til gengæld ikke Hobros spillere og træner Thomas Thomasberg, som nu kan begynde forberedelserne til et nyt kapitel i fortællingen om deres klub.