Fortsæt til indhold
Fodbold

Den tredje sejr i træk var ikke nok for AGF

Viborg skuffede, mens AGF gjorde sit, men den tredje sejr i rap var ikke nok til at undgå kampe om nedrykning.

Tre sejre, 9-0 i målscore, var ikke nok for AGF, som skal i playoff-kampe mod Esbjerg for at undgå nedrykning. AGF sørgede med en sejr på 1-0 over Viborg for at gøre det nødvendige, men aarhusianerne fik ingen hjælp af AaB, der ikke kunne forhindre en sejr til Silkeborg.

Det var en fodboldkamp, der i den grad levede og havde nerve. Hjemmeholdet blev båret frem af et stort publikum, 15.734, som var dukket op for at anspore AGF til en sejr, der muligvis kunne elevere AGF op i en pulje uden fare for nedrykning.

Men det krævede, at AGF skulle have flere point end Silkeborg. Og jagten gik ind på et mål, Elmar Bjarnason prøvede fra kanten af feltet, Kasper Junker havde trillet bolden mellem benene på Viborg-målmand Walter Viitala, men Jonas Thorsen fik møvet bolden væk, inden den krydsede målstregen.

I kampens første fjerdedel lignede Viborg ikke et hold, som skulle sikre sig tre point for i det mindste at have muligheden for at overhale Silkeborg på andenpladsen. Konstant var Viborg-spillerne et par skridt efter AGF’erne, som smed et aggressivt pres ned på modstanderne.

Men da det allermest trak op til en AGF-træffer, sukkede publikum. For i Aalborg havde Silkeborg bragt sig foran. Derfra kom Viborg en anelse bedre ind i kampen, men i første omgang på grund af sjuskefejl af AGF’erne, som i et par tilfælde spillede bolden hen i fødderne på Viborgs angribere.

Med målet i Aalborg trak spændingen nordpå, det var som om, der kom en form for stilstand, mens der blev ventet på de næste meldinger fra nord, så kampen i Aarhus havde reel betydning.

Mønstret fra første halvleg forsatte efter pausen, da AGF tiltvang sig overtaget og blev ved med at skabe muligheder, hele og halve. Det gav gevinst midtvejs i halvlegen, da et hjørnespark fra Jesper Juelsgård blev dirigeret videre af Jens Stage, og bolden faldt ned for snuden af islændingen Björn Daniel Sverrisson, som prikkede bolden i mål via den ene opstander.

Målet gav forårsfesten i Aarhus nyt liv, men stadig ventede de på, at AaB skulle udligne mod Silkeborg, så sejren for alvor kunne anvendes. Det skete aldrig. Viborg? Ja, Johnny Mølbys hold havde ikke evnerne til at spille sig til store chancer. Anfører Jonas Kamper prøvede med et fladt hug fra distancen, men skarpt blev det aldrig og Viborg lignede bestemt ikke et hold, der troede på en sejr.

Resultaterne i puljen betyder, at AGF skal op mod Esbjerg i to playoff-kampe, mens Viborg skal spille mod AC Horsens i bestræbelserne på at undgå at rykke ud af Superligaen. Taberne af de to ”semifinaler” skal dyste om at slippe for direkte nedrykning.

Artiklens emner
AGF