Monaco-spiller: Lad os trække Leicester så vi kan hævne Ranieris fyring
Både Juventus og Real Madrid vil undgå Leicester - men ikke Monaco.
Monaco har imponeret mange i årets Champions League.
De startede med at slutte i toppen af deres gruppe med sejre over blandt andre Tottenham, inden de senest overvandt Pep Guardiolas City-mandskab i ottendedelsfinalen.
På banen er det blandt andet takket være den italienske forsvarsspiller Andrea Raggi, at holdet er kommet så langt, og han har nu udtalt sig om, hvem han gerne ser som den næste modstander i turneringen.
»Jeg vil gerne stå over for Leicester i kvartfinalerne. Det ville være en god udfordring, men også en mulighed for at tage hævn for Ranieri,« har Raggi sagt til den italienske radiostation Kiss Kiss Napoli, hvor han også fortalte videre, at landsmanden Ranieri havde ønsket ham tillykke med sejren over City.
Årsagen til at tage hævn for Claudio Ranieri er, at han for få uger siden blev fyret som manager i Leicester, efter han på sensationel vis førte klubben til et engelsk mesterskab i fjor.
Fyringen har vakt oprør blandt mange i fodboldverdenen. Især i det italienske hvor for eksempel Romas træner Luciano Spalleti har kaldt det skuffende, mens avisen La Gazzeta dello Sport bragte en forside med teksten »Britisk utaknemmelighed« dagen efter fyringen.
Siden fyringen har Leicester dog sportsligt set klaret sig godt, blandt andet ved at gå videre i Champions League efter samlet sejr over Sevilla, så de altså nu er med i bowlen sammen med Monaco, når der skal trækkes lod til kvartfinalerne.
Med sine udtalelser til den italienske radiostation er Raggi faktisk en af de første, der har bekendtgjort, at han gerne ser sit hold møde Leicester i næste runde. Blandt nogle af de helt store hold er ønsket i hvert fald ikke til stede.
»Jeg tror ikke, at der er en eneste træner, som håber at møde Leicester. De bliver ved med at opnå det, de får at vide, de ikke kan opnå,« har Real Madrids træner Zinedine Zidane således udtalt til Sky Sports, mens heller ikke Juventus' målmand Gianluigi Buffon vil trække englænderne.
»De har entusiasme og passion, og de har også våbnene til at gøre ondt på hold, der ønsker at tage initiativet,« har målmanden således sagt til Football Italia.