Ranieri roses til skyerne efter fyring - klubben bliver slagtet
»Smil, min ven. Ingen kan slette historien, du skrev« - »britisk utaknemmelighed«.
De fleste medier, fodboldfolk og kommentatorer har valgt side, efter Leicester torsdag valgte at fyre italienske Claudio Ranieri, der i sidste sæson førte klubben til en usandsynlig mesterskabstitel.
Og det er Claudio Ranieri, der modtager folks støtte, mens klubben og dens ejere revses af de fleste.
En af de mest delte reaktioner er Manchester United manageren Jose Mourinhos støttende ord på Instagram til Ranieri:
»Mester af England og årets manager i Fifa. Fyret. Det er moderne fodbold, Claudio. Blev ved med at smil, min ven. Ingen kan slette din historie.«
Den nuværende træner i Roma, Luciano Spalleti, bakkede også op om sin landsmand, som selv er tidligere Roma-træner, da han på et pressemøde efter sit holds kamp forholdt sig til fyringen.
»Det er svært at forstå. Det er bare skuffende. Jeg har over tid lært, hvad en træners rolle er, og der er ingen taknemmelighed i det. For når man ser på det hold, de havde, så var det Ranieri, der skabte ændringen i kemien i omklædningsrummet, som gjorde, at de vandt titlen. Og når man vinder ligaen på den måde, må man også acceptere en nedrykning, for så stor er glæden over mesterskabet,« sagde Roma-træneren.
Og imens Ranieri altså bakkes op af de fleste, modtager Leicester og klubbens thailandske ejere masser af kritik for beslutningen.
En af kritikerne er den engelske ekspertkommentator på Sky og tidligere Liverpool-spiller Jamie Carragher:
»Jeg er knust på hans vegne. Der skal stilles mange spørgsmål omkring ejerne og spillerne nu. Nogle af spillerne har ændret sig. Med de kontraster de har - du ser nogle af dem i livsstilsmagasiner - så er noget af det måske steget dem til hovedet,« siger Carragher, som mener, der nu skal rejses en statue af Ranieri i Leicester.
I de italienske medier bliver der også peget fingre ad klubbens beslutning.
Blandt andet på forsiden af avisen La Gazzeto dello Sport, hvor overskriften ganske enkelt lyder: »Britisk utaknemmelighed.«
Og i britisk presse er tonen ikke meget mere venligt stemt som i Daily Mail, hvor avisens sportsskribent stiller spørgsmålet: »Hvordan kunne disse slanger forråde Ranieri, manden som har leveret et mirakel.«