Fortsæt til indhold
Fodbold

Divisionsklubs uventede millionbod er nu en sag for DBU

Bøde og pointstraf kan nu komme på tale i 2. divisionsklubs skattesag.

Det, der startede som en skattesag for den østjyske 2. divisionsklub Odder IGF, har nu bredt sig til også at kunne få sportslige konsekvenser.

Det sker efter Fodboldens Disciplinærinstans, også kaldet DBU’s disciplinærudvalg, har valgt at tage sagen op for at kontrollere, om klubben har overtrådt reglerne for betaling af amatørspillere.

Jeg håber, at der kommer en afgørelse hurtigst muligt, for det er en sag, vi meget gerne vil have overstået. Skattesagen har kørt i tre år og slidt hårdt på mange mennesker i klubben
Peter Lindberg Christensen, formand i Odder IGF

I første omgang går sagen ud på, at Skat har afgjort, at Odder IGF i årene 2013 til 2016 i strid med reglerne har udbetalt skattefri kørepenge til spillerene på klubbens førstehold samt foretaget andre betalinger. I alt har Skat forlangt 1 mio. kr. for den fejlagtige udbetaling.

Ifølge Horsens Folkeblad er det på grund af denne betaling til Skat, at Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at gå ind i sagen.

Klubben har nemlig valgt at betale regningen for uretmæssig skattefri betaling til ungdomstrænere og andre i klubben, som de ellers selv skulle have betalt. Ifølge klubbens formand, Peter Lindberg Christensen, fordi det er klubben, der har begået fejlen.

Problemet med det er, at Odder IGF med skattebetalingen risikerer at have betalt mere end det maksimalbeløb på 36.000 kr., som en amatørspiller årligt må modtage.

At den lille klub nu tvinges til at fortsætte med at beskæftige sig med sagen, ærgrer formanden.

»Jeg håber, at der kommer en afgørelse hurtigst muligt, for det er en sag, vi meget gerne vil have overstået. Skattesagen har kørt i tre år og slidt hårdt på mange mennesker i klubben,« siger Peter Lindberg Christensen til Horsens Folkeblad.

Formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, ønsker ikke at udtale sig om sagen og heller ikke om den eventuelle straf.

Han henviser dog til, at udvalget før har haft med sager at gøre omkring Middelfart G&BK og Brønshøj Boldklub, som omhandlede samme bestemmelser.

I Middelfarts sag vurderede instansen, at klubben havde tilknyttet spillere som talentspejdere, givet dem uberettiget godtgørelse og dermed brudt reglerne om aflønning af amatørspillere. Straffen blev en både på 200.000 kr. og en pointstraf på 24 point fordelt over to år.

I Brønshøjs tilfælde var brøden af nogenlunde samme art. Her blev straffen på 200.000 kr. i bøde og en fratagelse af seks point.

Mens sagen om Odder altså nu kører videre, har klubben allerede måttet opkræve et ekstra kontingent på 25 pct. i 2017, bede sponsorer om ekstra hjælp samt skære på egen udgifter for at betale Skat.

Artiklens emner
DBU