2. divisionsklub beder fans om penge til spillerkøb
Thisted FC har en offensiv spiller i kikkerten, men skal finde 40.000 kr. inden fredag, hvis forstærkningen skal blive en realitet.
»Overfør 200 kr. via Mobilepay senest på torsdag og få en gratis siddeplads til en kamp i oprykningsspillet.«
Sådan lyder et tilbud fra Thisted FC til klubbens fans.
2. divisionsklubben har sat sig for inden fredag at indsamle 40.000 kr. fra klubbens fans. Beløbet skal være med til at sikre klubben en ny profil, »en helt speciel forstærkning«.
Karl Kristian Guldhammer, direktør i Thisted FC, fortæller, at det er en spiller på 24 år med mere end 100 superliga- 1. divisions- og ungdomslandskampe på cv'et, som klubben har i kikkerten.
»Det er en spiller, der kan løfte hele vores spillertrup og bidrage med sin erfaring. Han kan være med til at afgøre kampe,« siger Karl Kristian Guldhammer og tilføjer, at den pågældende spiller trænede sammen med truppen mandag.
Direktøren oplyser, at klubbens fans har taget rigtig godt imod den anerledes finansieringsmodel.
»Vi har en rigtig stor fanskare på ca. 4.000 personer. Vi har fået en rigtig stor opbakning fra dem og har allerede indsamlet de første 10.000 kr.,« siger Karl Kristian Guldhammer.
At klubben har formået at indsamle en fjerdedel af beløbet på 12 timer, giver direktøren en forhåbning om, at det lykkes at indsamle de 40.000 kr., så aftalen med den nye spiller kan lukkes.
»Min telefon bimler og bamler. Vi skal nok nå i mål,« siger Karl Kristian Guldhammer.
Thisted skal i foråret kæmpe om oprykning til 1. division. Første slag står den 19. marts, når holdet møder Dalum.