EM 2016 i Frankrig er på kanten af at sætte negativ målrekord
Med i gennemsnit 1,92 mål pr. kamp er EM i fodbold foreløbigt den mest målfattige slutrunde siden 1968
Selv om Portugal og Ungarn diskede op med en målrig 3-3 kamp i en af de sidste gruppekamp, har det bestemt ikke været et EM, hvor målene er pisket ind.
EM 2016 har nemlig hidtil ikke været en perlerække af scoringer. Strukturen med 24 deltagere og et gruppespil, der sender de bedste tre'ere videre til mellemrunden, har tværtimod betydet mange kampe, hvor resultatet har været vigtigere end ønsket om at gå til angreb på modstanderens mål.
Opfattelsen af en defensiv slutrunde underbygges af et rekordlavt målsnit på 1,92 mål pr. kamp. Dette snit er ikke set lavere siden EM 1968, hvor der kun blev spillet fem kampe.
Kigger man på EM- og VM-slutrunder med mindst 10 spillede kampe, er det kun EM i 1980, der med sine 1,93 mål pr. kamp kan måle sig med 2016.
»Tendensen ved EM 2016 er, at holdene fokuserer mere på at have en god organisation og holde modstanderne væk fra chancer end på at komme frem ad banen. Det forstærkes af, at der i 2016 er mange små hold med. De har set deres chance i at stille sig langt tilbage på banen og forsvare. Og det, må man jo sige, er lykkedes for hold som Island og Nordirland,« siger NordicBets oddssætter Tonni Munk Jensen.
Hos NordicBet forventer man, at den målfattige tendens fortsætter i mellemrunden. Dog ikke i så udpræget grad som i gruppespillet. Spilleselskabet forudser et samlet snit for slutrunden på 2 mål pr. kamp.
»Vi forventer, at holdene åbner lidt mere op for posen i knock out-runden. Og så har vi en formodning om, at angriberne bliver bedre til at udnytte deres chancer. Hold som Tyskland, England og Portugal har været enormt ineffektive foran mål,« lyder oddssætterens analyse.