Tidligere Real Madrid-træner: Ødegaard-køb var ren marketing
Da norske Martin Ødegaard blev hentet til Real Madrid i 2015 som blot 16-årig, var han anset som en af fodboldverdenens allerstørste talenter. Men det viser sig faktisk, at den daværende træner Carlo Ancelotti slet ikke ville var interesseret i at hente den unge nordmand.
I januar 2015 hentede storklubben Real Madrid det norske stortalent Martin Ødegaard for hele 30 mio. kr., og hos traditionsklubben Real Madrid er det næsten en skik, at klubben går efter tidens mest populære navne.
Tag for eksempel Los Galacticos i 00’erne, hvor stjerner som David Beckham, Luis Figo, Zinedine Zidane og brasilianske Ronaldo blev hentet til holdet, og senere er den madrilenske trup blevet tilført spillere som Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og James Rodriguez.
Selvom Martin Ødegaard kun var 16 år, da han blev hentet til Real Madrid i januar 2015, var han en af de mest omtalte fodboldspillere på verdensplan i perioden op til, hvor bl.a. Bayern München, Liverpool, Arsenal og begge Manchester-klubber også bejlede til den unge normand.
Men nu siger tidligere Real Madrid-træner Carlo Ancelotti, at han slet ikke var interesseret i Martin Ødegaard, og at købet blev foretaget for at sende et signal.
»Han kunne have været den bedste spiller i verden, men det betyder intet for mig, for jeg har aldrig selv bedt om at få ham til klubben. Det køb blev foretaget som et PR-stunt,« skriver Carlo Ancelotti i selvbiografien ”Quiet Leadership”, der udkom i maj.
»Når Florentino (Perez, Real Madrids præsident, red.) køber en norsk fodboldspiller, må man bare acceptere det. Desuden besluttede præsidenten, at han (Martin Ødegaard, red.) skulle spille tre kampe med førsteholdet som en PR-manøvre,« siger Carlo Ancelotti.
I løbet af halvandet år i den madrilenske storklub har Martin Ødegaard kun fået 34 minutters spilletid for klubbens førstehold, mens han resten af tiden har været at finde på klubbens B-hold, Castilla. Her er det blevet til 49 kampe, men kun to scoringer.
Ifølge den kontrakt, som Martin Ødegaard underskrev ved sin ankomst i januar 2015, skulle han træne fast med på førsteholdet og kun spille kampe på B-holdet.
»Vi er alle overbeviste om, at han kommer til at spille, og at han bliver en vigtig spiller for Real Madrid. Vi ser frem mod fremtiden og tror på, at han har kvalitet og intelligens,« sagde Carlo Ancelotti, da hovedstadsklubben sikrede sig Martin Ødegaards underskrift for halvandet år siden.