Liverpool-legenden Steven Gerrard mener, at Jürgen Kloop allerede har gjort store fremskridt med holdet
Liverpool-legenden Steven Gerrard mener, at Jürgen Kloop har gjort store fremskridt som ny manager, og at han har bragt humøret og smilet tilbage i klubben.
En af Liverpools helt store helte er Steven Gerrard, og klubikonet er ganske imponeret over, hvad klubbens nye manager, Jürgen Klopp, har opnået i den korte tid, som han har stået i spidsen for Liverpool.
Holdet har allerede vundet over både Chelsea og Manchester City med Klopp i managersædet, og den tyske manager har bragt holdet tættere på feltet af de hold, som skal kæmpe om en plads i næste års udgave af Champions League. Inden weekendens kampe ligger Liverpool nummer ni i tabellen.
Men holdet har dog skuffet på eget græs på Anfield, hvor det blot er blevet til en enkelt sejr på 1-0 i Capital One Cup over Bournemouth, men Gerrard tror, at når først hans tidligere klub begynder at høste point på hjemmebane i Premier League, er det realistisk at tro på en top fire placering eller noget endnu bedre.
»Han har allerede udført mirakler, og jeg er meget begejstret over ham som Liverpool-manager,« siger Liverpool-legenden, der spillede over 700 kampe for Liverpool, inden han forlod Anfield efter sidste sæsons afslutning, til britiske BT Sport,
»Man kan allerede se på Liverpools spillestil og især på udebane, at Klopps ideer er ved at tage form. Alle på holdet arbejder knaldhårdt for hinanden og genpresset er også ved at komme på plads, « siger Gerrard, som også har bemærket et mentalt skifte med Klopp ved roret, hvor spillerne i langt højere grad end tidligere udstråler sammenhold.
»Han har løftet alle klubbens fans, han har løftet de ansatte og han har også løftet alle spillerne. Han giver spillerne krammere og har bragt smilet tilbage,« siger Gerrard.
»Det var en svær start på sæsonen, og der mangler stadig meget, men jeg er sikker på, at når han har arbejdet med spillerne i et godt stykke tid, vil Liverpool igen blive en magtfaktor,« forudser Steven Gerrard, som i næste uge får mulighed for at opleve det forvandlede Liverpool på tæt hold.
Den 35-årige Steven Gerrard skal nemlig træne sammen med Liverpool-truppen under Jürgen Klopp, mens der er pause i den amerikanske fodboldliga, MLS, hvor Gerrard spiller for LA Galaxy, der har en toårig kontrakt med ham.
»Jeg kommer ind i næste uge og bliver et par uger for at arbejde under Klopp. Jeg ser virkelig frem til at se, hvordan han er og til at lære nogle ting af ham,« siger Gerrard til BT Sport.