Fortsæt til indhold
Fodbold

Der findes mål og så findes der Morten Nordstrand-mål

AGF-angriberen har ikke scoret i Superligaen i næsten to år og så brager han ind på scenen igen med endnu en perle, der sikrer AGF et point.

Egentlig er tekst ikke egnet til at gengive så akrobatisk en træffer som den, AGF-angriberen Morten Nordstrand diverterede med direkte på tv søndag aften kort før klokken 20.00.

AGF var nede med 1-2 mod FC København, der af uforklarlige årsager valgte at stille sig langt tilbage i slutfasen. Morten Nordstrand var blevet skiftet ind 23 minutter før tid i stedet for Mate Vatsadze, og mon ikke, at hovedparten af de talrige AGF-fans nede bag FC Københavns mål sukkede, da Nordstrand kom på banen.

I det seneste år har Morten Nordstrand ikke ligefrem sejlet på et hav af begejstring i Aarhus. Han ankom til klubben nogenlunde samtidig med Morten Wieghorst, begge havde en fortid i Farum –klubben FC Nordsjælland, et lovende match, en angriber med erfaring fra FC København, fra hollandsk fodbold, fra FC Nordsjælland, og så skidt med, at han var over 30 år, under alle omstændigheder lignede Morten Nordstrand en gavnlig type for AGF, om ikke andet som joker og super-reserve.

»Det er vanvittig,« sagde Morten Nordstrand og rystede på hovedet, da det sidste interview var blevet afviklet søndag aften på hans gamle arbejdsplads på Østerbro. Morten Nordstrands pointgivende træffer på saksespark var et af de mål, der bliver husket, akkurat som det, han for to år siden scorede på Farum Park for FC Nordsjælland mod netop FC København.

Morten Nordstrand er en forholdsvis stille eksistens, en fodboldspiller, der via sin spilintelligens og sin fine teknik har overlevet og overlevet godt i en ofte fysisk betonet verden. Men han er også angriber. Og angribere lever af mål. Mål har Morten Nordstrand ikke lavet forfærdeligt mange af de seneste år i karrieren. Men to ud af tre har været formidable saksespark.

Morten Nordstrand træner ikke i saksespark, der findes ganske enkelt ikke en naturlig forklaring på, at det kan lade sig gøre to gange med held. Men vi prøver:

»Det var fedt. En fed følelse. Det er ren instinkt. Når den ligger deroppe, så var den eneste måde at afslutte på, på den måde. Jeg ramte den sindssygt godt igen. Det var vigtigt. Det gav et point. Det er jeg rigtig glad for,« kom det fra AGF-målscoreren.

»Jeg hænger oppe i luften og rammer den. Jeg ser ikke, hvor den ruger hen. Jeg kan bare høre AGF’s fans juble helt vildt, og så får man den der følelse i kroppen. Nu skete det igen. Også så gik jeg bare amok. »Det er ikke noget, jeg træner i. det er instinkt. Når den ligger der, så forsøger jeg. Jeg fik vanvittigt godt træf på den. Det var fantastisk,« sagde Morten Nordstrand, stadig i ført sine turkisgrønne fodboldstøvler størrelse 40,5.

»Der er meget snak, når man scorer sådan et mål. Det bliver nok set hyppigere end de lidt grimmere mål. Det er fedt at se de mål igen. Derhjemme har jeg støvlerne, og prisen for årets mål fra det i Farum. Jeg er glad for, at jeg kunne være afgørende for, at vi fik point. Jeg har ikke spillet så meget i AGF, så det var fedt at bidrage med et mål,« sagde Morten Nordstrand og luskede væk fra det rampelys, han egentlig ikke bryder sig voldsomt om.

Men når man scorer mål af så ekvilibristisk høj kvalitet, giver det en smule interesse fra omverdenen.

»Ja, det er vanvittigt,« grinede han.

Artiklens emner
FCK
AGF