Morten Bruun: Besøg Danmarks lavere fodboldrækker og få en oplevelse
Fodbold behøver ikke være teknik som Eriksen, taktik fra Guardiola eller ballet med bold. Ifølge Morten Bruun kan oplevelsen ligge i hyggen og fankulturen.
Bolden triller igen i Danmarks bedste fodboldliga.
Dommerens startfløjt har samtidig lydt i landets lavere divisioner.
Her kommer tilskuerne typisk ikke for kvaliteten og spillernes niveau, men for den hyggelige, lokale og intime stadionoplevelse.
Det fortæller Morten Bruun, der er tidligere spiller for Silkeborg IF og for herrelandsholdet, sidenhen træner og nu fodboldekspert på TV 2.
Han har i de lavere divisioner oplevet noget nær østeuropæisk stemning i Vestjylland og fanslagsange om filosoffer samt smagt på det bedste pølsetilbehør.
De oplevelser har han kogt ned til en liste over divisionsklubber, man bør se.
»Dansk divisionsfodbold er en jagt efter autenticitet, nostalgi og hyggelig stemning. Klubberne i de lavere rækker har ofte en storhedstid, der ligger bag dem.«
Den første anbefaling handler om stadionplatten – den pølse, der kan købes på stadion mange steder.
Den pågældende klub spiller på Tømrermester Jim Jensens Park i Rødovre og hedder Avarta.
»Det er vidunderligt at gå til fodbold på Espelunden, hvor Avarta spiller. Banen er helt omkranset af et tykt buskads og stejle volde.«
»Alene dyppelsen, du kan få til din stadionplatte, er et besøg værd,« siger Morten Bruun.
»Du kan få ”halløjsovs” til din pølse. Det står i en stor støbejernsgryde. Det vil jeg sige, at man skal have til sin stadionplatte.«
Et kvarter væk fra Espelunden i Rødovre ligger endnu en af Bruuns anbefalinger.
Her spiller BK Frem på Valby Idrætspark. En klub, hvor ingen er for store, små, skæve eller skøre.
»Det er et godt sted at gå til fodbold. Der er en hyggelig atmosfære og nogle fordragelige og muntre fans,« siger Morten Bruun.
Klubhuset er en ode til klubbens tidligere helte. Billeder pryder væggene, og man bør ankomme før kampstart, så det kan opleves, mener Morten Bruun.
Bevæger du dig mod Brønshøj og Tingbjerg, finder du den sidste sjællandske klub på listen.
Her vifter ”Hvepsenes” fans med nøgler ved hjørnespark, så det kan høres hele vejen op ad alleen, der er fyldt med træer.
»Brønshøj er et rigtig godt sted at starte som divisionsfan. Der er en masse hyggelige mennesker og stemning,« siger Morten Bruun.
Hjemmeholdets fans, Drunken Army, skriger højt om sovsedrikkende modspillere eller snarlig Champions League-deltagelse, men alt er sagt i god mening.
Fra et sort- og gulstribet mandskab til et andet.
Her skal det hele nok gå, når Aarhus Fremad træder ind på banen i Riisvangen, som det lyder i klubbens sang.
»De har nogle sjove og innovative fans med finurlige fansange.«
»Hvis du vil have trommende fællesskab og skråle med på sange om Nietzsche, er Riisvangen noget for dig,« siger Morten Bruun.
Er man feinschmecker og mere til dunkel stemning, bør man ifølge Morten Bruun tage til Holstebro.
»De har en gigantisk ståtribune af beton, og når du står på den, så tænker du, ”sådan her var Østeuropa i 70’erne og 80’erne. Ingen komfort, men bare trappetrin på trappetrin.”«
»Hvis du ikke interesserer dig for tribuner, skal du ikke tage til Holstebro,« tilføjer Morten Bruun.
På Fyn kan man besøge Høje Bøge Stadion i Svendborg og ”Gryden” i Middelfart.
»Det bliver kaldt ”Gryden” af nogle fans, fordi der er virkelig presset med villaer og skov. Der er lige præcis plads til fodbolden.«
En god placering gør sig også gældende i Svendborg, der er omringet af bøgetræer.
Bruun har desuden en bobler i Frederikshavn, der i 60’erne var en mastodont, men som nu spiller i Serie 3.
»Det er den største nedtur i dansk fodbold. I deres storhedstid var der 10.000 på stadion. I dag står der 80.«