Engang var Patrick Mortensen et scooterfjæs, der blev stoppet af politiet. I dag kaldes han noget helt andet
Patrick Mortensen er det reneste billede på, at der er mange veje til succes. AGF-anføreren vendte selv sin karriere på hovedet og er i dag en kultfigur i Aarhus.
For mange år siden blev Patrick Mortensen stoppet af politiet på en villavej på Amager.
Han var en ranglet teenager uden tålmodighed til at vente på sit knallertkørekort, så han tog sin Honda SFX med perlemorsskjold ned til det lokale supermarked.
Og kørte nok også lidt for stærkt. Det kostede en bøde på 2.000 kr. og en konfiskeret scooter.
Dengang blev Patrick Mortensen kaldt et scooterfjæs.
Han var ifølge sin lillebror en »Amager-type«, der selvfølgelig købte en VW Golf kort efter sin 18-års fødselsdag for at suse rundt i byen og høre høj musik.
I dag kaldes Patrick Mortensen noget helt andet.
Ægtemand og familiefar. Fodboldstjerne, klublegende og kultfigur. Og dansk mester.
Ja, en tidligere AGF-træner har endda kaldt ham både en »motherfucker« og »verdens sødeste mand« i samme sætning.
I disse dage kalder Patrick Mortensen sig selv for... taknemmelig og rørt.