Fortsæt til indhold
Fodbold

Ukendt dansker skifter til den bedste franske liga

Rekordsalg sender ukendt dansker til den bedste franske liga. Fodboldekspert kalder det den vildeste transferhistorie i mange, mange år, men har aldrig set ham spille en fodboldkamp.

Forestil dig, at du løber og spiller divisionsfodbold på Sundby Idrætspark og et år senere bliver du solgt for et millionbeløb til den bedste franske liga.

Det kan lyde en kende usandsynligt for de fleste, men det er præcis, hvad der netop er sket for danske Henrik Meister.

For bare et år siden skiftede han fra Fremad Amager i 1. divisionen til norske Sarpsborg. Nu tager den 1,93 cm høje danske angriber næste skridt og skifter til Rennes, der spiller i den bedste franske liga.

Og så for en salgspris på op til svimlende 105 millioner kr., beretter Tipsbladet.

Et utroligt skifte og et prisskilt, der sender den ukendte 20-årige ind i en fornem klub med navne som Joachim Andersen, Mikkel Damsgaard, Jesper Lindstrøm og Pierre-Emile Højbjerg, der alle er blevet solgt for omkring 100 mio. kr. på et tidspunkt i deres karrierer.

Det kan ikke understreges nok, hvor overraskende en transfer det er. Fodboldekspert og tidligere professionel fodboldspiller Mikkel Bischoff, der selv har lavet et spring fra dansk divisionsbold til den bedste engelske række, havde ikke set det komme:

»Jeg må være ærlig. Jeg har aldrig set ham spille en fodboldkamp. Det er en af de vildeste transferhistorier i de seneste mange, mange år,« siger han.

»At man kan gå fra at være fuldstændig ukendt og spille på et lavere niveau i Danmark, over Norge og så blive solgt til en rigtig, rigtig god klub i den franske liga på relativt kort tid. Jeg kan nærmest ikke huske et sidestykke.«

Norsk springbræt

Noget tyder på, at den franske storklub har fået øjnene op for danskere, der sparker til bold i den bedste norske liga. Tidligere på sommeren købte klubben for 115 mio. kr. danske Albert Grønbæk, der nu får Henrik Meister som kollega.

Trods oplagte sammenligninger er der dog forskel på, hvor overraskende de to indkøb er.

»Sammenligner man med Grønbæk, har man jo set ham gøre det godt både europæisk, i den norske liga, og der har været rygter om, at han skulle videre ad flere omgange. Den havde man jo set komme, men Henrik Meister … den historie havde jeg ikke fanget,« siger Mikkel Bischoff.

Han peger på, at det her viser, at skandinaviske klubber nu kan sælge spillere for vanvittige beløb. Danmark har været lidt foran sine nordlige naboer, men nu kan norske klubber også få store beløb for sin talenter.

»Det gør, at der er mange klubber, der tænker, vi skal virkelig få gang i vores ungdomsarbejde og vores scouting i forhold til unge spillere.«

Højt at flyve

Henrik Meister er det nyeste navn, men han skulle ikke være det første navn, der tager et kæmpespring og kikser landingen.

»Det er jo en kæmpe klub med gode spillere, så der er jo en risiko for, at han ikke slår til. Men når man er på den hylde, som han er på nu, så ryger man ikke helt ned igen, især når man bliver solgt for så stort et beløb,« siger Mikkel Bischoff.

En fiasko er ikke en returbillet til 1. division i Danmark, men nærmere en mindre fransk klub eller måske Superligaen, mener han.

»Så den positive historie er, at enten slår han til og bliver solgt til noget endnu større eller bliver på nogenlunde samme niveau. Slår han ikke til, så falder han en hylde ned, men det er ikke mange hylder ned. Så det er et rigtig, rigtig godt skifte for ham.«

Rekordsalg

Hos norske Sarpsborg 08 ønsker de Henrik Meister tillykke, selvom de ikke var vilde med tanken om at lade ham gå.

På 25 kampe er Henrik Meister noteret for 10 scoringer og fem målgivende afleveringer for Sarpsborg 08. På kort sigt vil det gøre ondt på klubben, siger Bjørge Øiestad, som er sportslig ansvarlig for klubben, til Sarpsborgs hjemmeside.

»Vi havde virkelig ikke lyst til at sælge Henrik nu, men over en periode i sommer har vi oftere og oftere sagt nej til tilbud, som efterhånden nåede et niveau, hvor det ender som en god historie for alle parter,« siger Bjørge Øiestad.

Salget er det største i klubbens historie.