Fortsæt til indhold
Fodbold

Kylian Mbappé giver indblik i et dilemma, der længe har undret fodboldfans

Den franske fodboldstjerne bliver en hovedperson under sommerens transfervindue, hvor han forlader PSG efter seks år hos den Qatar-ejede storklub.

Det var ikke den velkendte, frembrusende attitude fra fodboldbanen, som Kylian Mbappé udstrålede under sin besvarelse af et tilsyneladende ømtåleligt spørgsmål.

Den 25-årige franskmand smilede forsigtigt, mens han kiggede ud mod havet i jagten på de rette ord under interviewet med CNN.

Intervieweren ville gerne vide, hvorfor en af verdens mest eftertragtede fodboldspillere valgte at forlænge sin kontrakt med den franske storklub PSG i 2022 – en aftale, der udløber den 30. juni i år, hvor den tidligere verdensmester endegyldigt har besluttet at forlade den Qatar-ejede klub.

»Det handlede om mere end PSG og om at blive der. Der var VM i Qatar. Der var meget i forhold til den slags ting. Det var en stor beslutning, en virkelig svær beslutning for en 20-årig fyr,« svarede Kylian Mbappé CNN.

Svaret har ikke kun vakt opsigt, fordi beslutningen har undret fodboldfans lige siden, men også på på grund af fodboldstjernens forbindelse til det politiske forhold mellem Frankrig og Qatar.

Macron skubbede på

Senest blev angriberen inviteret til middag i Élysée-palæet af den franske præsident, Emmanuel Macron, i begyndelsen af året. Anledningen var et storstilet besøg fra Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

Det er uvist, præcist hvad der blev talt om under mødet, men den franske præsident har tidligere været åben om sit ønske om at få PSG-profilen til at blive i den franske storklub, der har været ejet af Qatar Sports Investments Group siden 2011.

»Jeg vil forsøge at skubbe på,« svarede han RMC Sport i 2023.

Præsidentens ønske om at beholde stjernen i Paris giver mening i en storpolitisk kontekst, som den geopolitiske ekspert Jean-Baptiste Guégan udtalte til The Athletic i forbindelse med mødet i Emmanuel Macrons palæ.

»Mbappé er en national samlingsfigur, der kan skabe opmærksomhed om statsmødet mellem Frankrig og Qatar. Han tilføjer noget glamour til en formel statsmiddag. Samtidig er Mbappé en aktør i forholdet mellem de to lande. Det ved han godt. Ligesom enhver god politiker møder han selvfølgelig op, når han bliver inviteret.«

»Ikke en let situation«

Jean-Baptiste Guégan fremhævede samtidig, at den slags VIP-personer er afgørende for forholdet, der både kan handle om at pleje Qatars image efter kritik af landets forhold til menneskerettigheder og om gensidige handelsaftaler.

De to lande har indgået milliardaftaler om bl.a. flyindkøb, mens franskmændene støttede op fra officiel side, da Qatar ansøgte om at blive vært for VM i fodbold.

»Historisk set har der altid været en tæt forbindelse mellem de to lande, især i forhold til forsvarsområdet. Frankrig har indgået flere handler om forsvarsudstyr, ligesom der har været et tæt samarbejde i forhold til energisektoren,« har Kristian Ulrichsen med speciale i Mellemøsten ved Rice University’s Baker Institute for Public Policy udtalt til New York Times.

Det er alt dette, Kylian Mbappé taler ind i – forvarende eller uforvarende – når han adresserer VM i Qatar som medvirkende til sin beslutning om at blive hos PSG.

Franskmanden slår fast, at han ikke fortryder beslutningen om at forlænge aftalen dengang, og at han er taknemmelig for, hvad han opnåede i klubben.

»Jeg vil gerne bare huske de gode ting,« siger han til CNN, inden han dog tilføjer om sine overvejelser dengang:

»Men det var selvfølgelig ikke en let situation, og jeg ønsker ikke for nogen at skulle gå gennem det.«

Kylian Mbappé nåede at spille syv sæsoner for PSG, hvor han bl.a. vandt mesterskabet seks gange og endte som klubbens mest scorende spiller nogensinde.

Nu gør verdensmesteren fra 2018 klar til at finde en ny klub, mens han samtidig skal deltage i EM for Frankrig.

Flere iagttagere har haft travlt med at sende angriberen til Real Madrid, men hovedpersonen har selv bidraget til transfersagaen ved at udtale, at han holdt med den italienske storklub AC Milan som barn, så »man kan aldrig vide, hvad der sker«, som han udtalte i et interview med Sky Sport Italia.

Artiklens emner
Fodbold