En dag omringede Milans tilhængere Thomas Helvegs bil efter en træning
Thomas Helveg har stået på begge sider i Milan-derbyet mellem Inter og AC Milan og vil med garanti sidde limet til skærmen, når de to klubber tørner sammen i Champions Leagues semifinale onsdag.
Thomas Helveg kan godt huske sit første lokalderby i Milano med det romantisk klingende navn Derby della Madonnina. Ikke på grund af resultatet eller fordi han spillede med legendariske spillere som den italienske landsholdsanfører og Milan-legende Paolo Maldini, eller den liberiske angriber George Weah, som få år tidligere var blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller som den første afrikanske fodboldspiller nogensinde.
Han husker mest af alt sin undren over, hvordan det lykkedes modstanderholdet FC Internazionale Milanos (Inter) fans at smugle nok appelsiner ind på stadion til at fylde hele straffesparksfeltet med de orange frugter.