Lazio varmer op til FCM-møde med sejr over Atalanta
FC Midtjylland møder torsdag et Lazio-hold i fremgang. Søndag spillede Lazio sig på tredjepladsen i Serie A.
Lazio skal på torsdag forsøge at revanchere det store nederlag på 1-5 til FC Midtjylland i Europa League.
Siden nedsmeltningen i Herning for godt fem uger siden har Lazio ikke tabt en eneste kamp, og søndag spillede den italienske hovedstadsklub sig op på tredjepladsen i Serie A.
Det skete med en 2-0-sejr på udebane over Atalanta på scoringer fra Mattia Zaccagni og Felipe Anderson.
Zaccagni bragte gæsterne foran efter ti minutter, mens Anderson udbyggede Lazio-føringen i begyndelsen af anden halvleg.
Joakim Mæhle blev midtvejs i anden halvleg sendt på banen for Atalanta, men selv om den danske venstrekant gjorde det fint, så kunne han ikke hjælpe hjemmeholdet til et comeback.
Angriberen Rasmus Højlund så hele kampen fra Atalantas bænk. Herfra kunne han i overtiden se angrebskollegaen Luis Muriel blive udvist, efter at colombianeren modtog sin anden advarsel.
Lazio-sejren betyder, at gæsterne overtager ligaens tredjeplads fra netop Atalanta. Begge hold har 24 point efter 11 spillerunder, men Lazios målscore er markant bedre.
Rækken toppes af Napoli, der har 29 point efter en 1-0-sejr søndag på udebane over AS Roma.
I Europa League har Lazio og FC Midtjylland ligesom de to andre hold i gruppen, Feyenoord og Sturm Graz, fem point.
Torsdagens møde i Rom mellem Lazio og FCM har derfor stor betydning for stillingen i den tætte gruppe. Der resterer fortsat to spillerunder i Europa League.
/ritzau/