Fortsæt til indhold
Fodbold

Fortuna Hjørring tabte til Frankfurt i Champions League-kvalifikation

I den første kamp i Champions League-kvalifikationen tabte Fortuna Hjørring til tyske Eintracht Frankfurt.

/ritzau/

Fortuna Hjørrings fodboldkvinder tabte den første kamp i Champions League-kvalifikationen torsdag aften.

Det endte med et 0-2-nederlag på hjemmebane til Eintracht Frankfurt. Tyskerne slog til med to lynmål på tre minutter i starten af første halvleg.

Efter et kvarter scorede den slovenske midtbanespiller Lara Prasnikar til 1-0 for tyskerne.

Tre minutter senere blev Fortuna Hjørrings forsvarsspiller Maria Ficzay noteret for et selvmål.

De to hurtige mål blev afgørende, for der blev ikke scoret flere mål i kampen i Hjørring.

Der er lavet om på turneringens format, og der spilles ikke hjemme og ude. I stedet er Fortuna Hjørring placeret i en miniturnering med fire hold.

De to øvrige hold i gruppen er hollandske Ajax Amsterdam og norske Kristianstad FC. De mødte hinanden tidligere torsdag i Hjørring. Her vandt Ajax 3-1.

Trods nederlaget til Frankfurt er Fortuna Hjørring ikke ude af kvalifikationen.

Nu venter en kamp mellem de to tabende hold. Det bliver dermed Kristianstad, som Fortuna Hjørring skal møde søndag klokken 18.

HB Køge, der blev dansk mester i sidste sæson, træder først på et senere tidspunkt ind i turneringen.