Fortsæt til indhold
Fodbold

Efter trænerfyring: FC Midtjylland ydmygede tamme OB

FC Midtjylland vandt for første gang i sæsonen, da holdet slog OB med 5-1 i Henrik Jensens debut som chef.

/ritzau/

Henrik Jensen fik en drømmestart som vikarierende cheftræner for FC Midtjylland, da ulvene fra Heden fredag bankede OB 5-1 på udebane.

Sejren var FCM’s første i sæsonen, og den kom blot to dage efter fyringen af Bo Henriksen.

To mål fra Anders Dreyer og et enkelt fra Gustav Isaksen, Sory Kaba og Pione Sisto cementerede den overbevisende sejr.

Med nederlaget ligger OB næstsidst uden en sejr og en negativ målscore på 3-9 efter tre kampe.

FCM har fire point efter tre ligakampe. Tirsdag gæster holdet Benfica i Champions Leagues tredje kvalifikationsrunde.

FCM-kantspiller Anders Dreyer blev sendt i dybden af anfører Erik Sviatchenko, hvorfra han snød både keeper og forsvarsspiller, inden han scorede i et tomt mål til 1-0.

Ni minutter senere blev der bragt balance i regnskabet. OB-kreatør Mads Frøkjær fejrede sin fødselsdag på fornemmeste vis, da han bankede en løs bold op i det ene målhjørne til 1-1.

Første halvleg var præget af tekniske fejl og direkte angrebsspil.

OB var mest på bolden, men det bølgede frem og tilbage, og det var svært at pege på ét hold, der havde overtaget, hvorfor 1-1 til pause var retvisende.

Seks minutter inde i anden halvleg kom FCM foran. Isaksen driblede forbi OB-keeper Hans Christian Bernat, og lagde den ind i et tomt mål til 2-1 til FCM.

Men FCM og Dreyer var langt fra færdige. Efter en lille times spil bankede han med den største selvfølgelighed kuglen ind til 3-1 til FCM med et hårdt spark ude foran feltet.

Og det fortsatte. Blot tre minutter senere var det Sory Kaba, der kronede sin første startplads med sit første sæsonmål, da han knastørt bankede FCM foran 4-1.

Tilbagevendte Pione Sisto ville også lege med. I det 72. minut tog han et træk ind i banen og krøllede FCM på slutresultatet 5-1 i omvendt Arjen Robben-stil.