Fortsæt til indhold
Fodbold

Marc Overmars er Brian Priskes nye chef i Royal Antwerp

Brian Priske skal fremover have Marc Overmars som chef i Royal Antwerp, hvor Overmars bliver teknisk chef.

/ritzau/

Marc Overmars, der i februar forlod sin stilling som sportsdirektør i Ajax efter en krænkelsessag, bliver ny teknisk chef i den belgiske fodboldklub Royal Antwerp.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed skal han være chef for danske Brian Priske, der er cheftræner i klubben.

Marc Overmars forlod hollandske Ajax, efter at det kom frem, at han havde sendt upassende sms’er til adskillige af klubbens kvindelige ansatte.

Da Overmars forlod Ajax, citerede klubben ham i en pressemeddelelse for, at han skammer sig over sine handlinger, og at han ikke så nogen anden udvej end at forlade klubben.

Bestyrelsesformanden i Ajax, Leen Meijaard, sagde, at Overmars nok var den bedste sportsdirektør, som Ajax nogensinde havde haft.

Ved præsentationen sagde Overmars, at det, der skete i Ajax, ikke kommer til at ske igen, og at krænkelsessagen er afsluttet og ikke har haft indflydelse på hans forhandlinger med Royal Antwerp.

- Jeg er glad for at være her. Det er et nyt kapitel for mig. En smuk udfordring i en klub, hvor jeg ser potentiale for at vokse, siger Overmars om det nye job.

Sven Jaecques, der er manager i Royal Antwerp, siger, at han ikke har talt med kvindelige ansatte om beslutningen om at ansætte Overmars.

- Det er vigtigt at give folk nye muligheder og komme videre, siger han.

Brian Priske var træner i FC Midtjylland, inden han i maj kom til Royal Antwerp.

Holdet ligger nummer tre i Jupiler League, der er den bedste fodboldrække i Belgien.

Inden Overmars blev sportsdirektør, spillede han selv i nogle af verdens største fodboldklubber - heriblandt Arsenal og Barcelona. Han spillede også selv i Ajax, hvor han var med til at vinde tre hollandske mesterskaber og Champions League.

Han har desuden spillet 86 kampe for det hollandske landshold.