OB-træner har fået to karantænedage for at hoppe og provokere
Træner Andreas Alm kommer til at sidde ude i OB's to sidste kampe i Superligaens grundspil efter et rødt kort.
OB-træner Andreas Alm får to dages karantæne efter sit røde kort i søndagens superligakamp mod Sønderjyske. Det sker, efter at svenskeren er blevet tildelt en tillægsstraf.
Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans, der kom onsdag.
Andreas Alm får blandt andet straffen for at ”hoppe meget provokerende og usportsligt”.
Inden tillægsstraffen, der blev offentliggjort onsdag, stod Andreas Alm noteret for 21 karantænepoint ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU). Det svarer til en karantænedag.
Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at tildele Andreas Alm yderligere 19 karantænepoint for episoden, hvor svenskeren brokkede sig til dommeren og efterfølgende hoppede flere gange.
Det er den opførsel, der giver en dag mere i skammekrogen.
Med de to dages karantæne går Andreas Alm glip af OB’s to resterende kampe i Superligaens grundspil mod AaB og Vejle.
Af indberetningen fra kampens dommer Aydun Uslu fremgår det, hvad Andreas Alm er blevet straffet for.
Ifølge dommeren var OB-træneren ”flere gange i kampen gestikulerende både verbalt og nonverbalt over for både den ene linjedommer samt kampens fjerdedommer”.
Det blev påtalt over for træneren og resten af OB-staben, at den opførsel ikke kunne fortsætte og derfor måtte stoppe.
Dommeren har herefter indberettet, at OB-trænerens gestikuleren fortsatte i anden halvleg, og at der efter en time var ”endnu et verbalt overfald” mod den ene linjedommer.
Det fik Andreas Alm en advarsel for, men her sluttede episoden ikke.
- Cheftræneren valgte efterfølgende at hoppe meget provokerende og usportsligt, hvorfor han blev tildelt sin anden advarsel og dermed udvisning, forklarer dommeren.
OB har oplyst, at klubben ikke har yderligere at tilføje og er enig i dommerens udlægning af sagen.
Jens Hjortskov, der er formand for Fodboldens Disciplinærinstans og har været med til at behandle sagen, forklarer, at det ikke er en usædvanlig straf, Andreas Alm har fået.
- Vi går ind og giver ham en tillægsstraf, hvilket er helt normalt, i forhold til hvad vi tidligere har gjort, når en træner fra bænken bliver udvist, siger Jens Hjortskov.
Formanden har været med til at vurdere, at Andreas Alm har opført sig usportsligt og overtrådt DBU’s adfærdskodeks om at beskytte og respektere andres integritet og personlige værdighed.
OB’s udekamp mod Sønderjyske endte 2-2.