Uefa tillader Belarus at spille videre
Belarusiske klubber og landshold skal spille deres hjemmekampe på neutral grund uden fans.
Mens Ruslands klubber og landshold inden for fodbold er blevet udelukket fra alle internationale turneringer, har Belarus (Hviderusland, red.) fået en mildere straf.
På sin hjemmeside gør Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) det klart, at Belarus’ klubber og landshold fortsat gerne må deltage.
Hjemmekampene skal dog spiles på neutral grund og uden tilstedeværende fans.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har ellers opfordret alle idrætsforbund og sportsarrangører til også at udelukke Belarus for landets rolle i invasionen, der delvist er foregået via den belarusiske grænse til Ukraine.
Det har flere idrætsforbund valgt at efterleve, og senest blev alle russiske og belarusiske udøvere torsdag udelukket fra de paralympiske vinterlege i kinesiske Beijing.
Men så langt vil Uefa altså ikke gå i denne omgang.
- Uefas eksekutivkomité indkalder løbende til flere ekstraordinære møder for at vurdere den juridiske og faktuelle situation, efterhånden som den udvikler sig, og træffe yderligere beslutninger, hvis det er nødvendigt, skriver Uefa.
Belarus har støttet den russiske invasion af Ukraine og tillod blandt andet russerne at opmarchere 30.000 soldater ved dets grænse til Ukraine. En stor del af den styrke deltager nu i angrebet på Ukraine.