Fortsæt til indhold
Fodbold

Konflikt får ikke Uefa til at flytte CL-finale ud af Rusland

Uefa holder tirsdag et møde for at drøfte situationen i Rusland. Boris Johnson vil have flyttet CL-finalen.

/ritzau/

Konflikten mellem Rusland og Ukraine ser ikke ud at få konsekvenser for placeringen af Champions League-finalen, som efter planen skal afvikles i Sankt Petersborg 28. maj.

I hvert fald har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) udsendt en pressemeddelelse, hvor der ikke varsles ændringer.

- Uefa følger situationen nøje. I øjeblikket er der ingen planer om at ændre placeringen, lyder det ifølge dpa i meddelelsen.

Budskabet svarer til det, der kom fra Uefa i weekenden.

Jakob Jensen, der er direktør i Dansk Boldspil-Union (DBU) har med gru fulgt med i, hvordan konflikten har udviklet sig.

- Det er en bekymrende situation i Ukraine. Blandt andet FN’s Sikkerhedsråd, EU-Kommissionen og den danske statsminister har været ude med meget markante udtalelser om, hvor alvorlig situationen er.

- Det ser vi fra fodboldens verden selvfølgelig også på med stor bekymring, og man kan kun håbe på, at situationen i Ukraine forbedres hurtigst muligt, siger Jakob Jensen til Ritzau.

DBU vil følge nøje med i udviklingen og forventer, at Uefa løbende vil diskutere situationen internt og komme med meldinger, når der er noget nyt at berette.

- Hvad det har af konsekvenser i fodboldens systemer - herunder de turneringer der skal spilles i europæisk regi - er jeg ikke i stand til at svare på. Det må Uefa i første omgang svare på.

- Jeg er sikker på, at kolleger i Uefa følger situationen tæt og løbende kommer til at vurdere, hvad udviklingen får af betydning i forhold til afvikling af for eksempel Champions League-finalen i Sankt Petersborg og andre turneringsmæssige forhold, siger DBU-direktøren.

Mandag udviklede situationen sig yderligere, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, trodsede EU og USA’s trusler om sanktioner og anerkendte udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk som uafhængige republikker.

Desuden berettede en journalist fra Reuters natten til tirsdag at have set store kolonner af militærkøretøjer - inklusive kampvogne - i udkanten af Donetsk i det østlige Ukraine.

Spørgsmålet er, om spændingerne også vil få betydning for diverse sportsbegivenheder.

Ifølge dpa skal Uefa-toppen mødes tirsdag for at drøfte situationen igen.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, mener, at årets Champions League-finale bør finde et nyt hjem.

- Jeg mener, at det er utænkeligt, at store internationale fodboldturneringer kan finde sted i Rusland, hvis Rusland invaderer et selvstændigt land, siger Boris Johnson tirsdag ifølge Reuters.

Rusland har været vært for en række store fodboldbegivenheder de seneste år. I 2018 var landet vært for VM, mens Sankt Petersborg sidste år var en af byerne, der stod for EM.

Artiklens emner
Uefa