Officielt: Manchester United har fyret Ole Gunnar Solskjær

Michael Carrick overtager de kommende kampe, indtil en mere varig løsning er på plads.

Artiklens øverste billede
Ole Gunnar Solskjær har været manager for Manchester United siden december 2018. Foto: REUTERS/Phil Noble

Så gik den ikke længere for Ole Gunnar Solskjær.

Søndag meddeler Manchester United på sin hjemmeside, at den norske cheftræner er sat fra bestillingen. Det sker efter en række skuffende resultater.

- Ole vil for evigt være en klublegende i Manchester United, og det er med ærgrelse, at vi har måttet tage denne beslutning, skriver klubben på hjemmeside.

- Mens de seneste uger har været skuffende, må de ikke skygge for alt det arbejde, han har leveret gennem de seneste tre år for at genopbygge fundamentet for succes på den lange bane, står der videre.

Lørdagens ringe indsats i 1-4-nederlaget mod Watford fra bunden af rækken blev den udløsende faktor efter fem nederlag i de syv seneste ligakampe.

Rygterne om en fyring af den 48-årige træner har verseret længe og ad flere omgange gennem et par sæsoner. Men først nu har klubledelsen trykket på fyringsknappen.

Så sent som i juli i år blev Solskjær ellers udstyret med en ny treårig kontrakt. Den er nu bragt til ophør.

For en lille måneds tid siden blev United ydmyget på hjemmebane. Det skete, da rivalerne fra Liverpool tog fra Old Trafford med en 5-0-sejr.

Her blussede fyringstruslen for alvor op igen. Men en 3-0-sejr over Tottenham efterfølgende fik den til at aftage. Tre kampe senere uden sejr gik den dog ikke længere for nordmanden.

Kort før jul i 2018 blev Solskjær hentet til som midlertidig afløser for fyrede José Mourinho. Han fik en fremragende start med holdet, og efter tre måneder og 14 sejre i 19 kampe stak klubben ham en treårig kontrakt.

Siden har det været meget op og ned med resultaterne for den 20-foldige mesterklub - og i lange perioder mest ned i forhold til fordoms bedrifter.

Det blev til små tre år i klubben, som Solskjær udødeliggjorde sig selv i med sin overtidsscoring i Champions League-finalen mod Bayern München i 1999.

Han indledte sin trænerkarriere i klubben. I perioden fra 2008 til 2011 stod han i spidsen for klubbens reservehold.

Det blev efterfølgende også til tre sæsoner i spidsen for norske Molde, inden Cardiff City gav ham chancen for at sikre klubben overlevelse i Premier League efter vinterpausen.

Det mislykkedes, og da holdet også kom skidt fra land i næstbedste række i den følgende sæson, fik Solskjær en fyreseddel i september.

Han vendte retur til Molde, inden Manchester United hentede den populære nordmand.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen