Fortsæt til indhold
Fodbold

Randers drømmer om at beholde Superligaens førsteplads

Randers er tilbage på førstepladsen efter 1-0-sejr over Sønderjyske. Kronjyderne drømmer om at bevare den.

/ritzau/

Randers FC-cheftræner Thomas Thomasberg var lettet over de tre point, klubben søndag hentede med sin 1-0-sejr over Sønderjyske i Superligaen.

Det betød nemlig, at kronjyderne kravlede tilbage på førstepladsen i landets bedste fodboldrække.

- Vi har næsten ligget på pladsen i fire uger, og nu får vi nydelsen af at have den i hvert fald endnu en uge mere, siger Thomasberg.

- Vi drømmer om at bevare den, og det håber jeg også vi gør.

- Som udgangspunkt er det dog nok et spørgsmål om tid, før vi mister den igen. Lige nu glæder vi os dog bare over at føre rækken, siger Randers-træneren.

Kronjydernes anfører, Erik Marxen, tillader sig også at drømme om, at klubben kan bevare pladsen i toppen af tabellen.

- Jeg håber, og jeg tror på det.

- Hvis vi kan bevare den stil, vi har, så tror jeg på store ting i denne sæson, siger Marxen.

Randers vandt en smal sejr søndag, og Sønderjyske spillede sig godt ind i opgøret i anden halvleg.

- Vi var klart bedst i første halveg, og vi skulle have scoret flere mål, siger Thomas Thomasberg.

- I anden halvleg havde de tilløb til at få udlignet, men jeg synes, vi sørgede for, at de aldrig for alvor blev farlige.

Sønderjyskes tyske træner, Michael Boris, var imponeret af søndagens modstander fra det kronjyske. Han ærgrede sig dog over, at sønderjyderne ikke fik et point med hjem efter en god anden halvleg.

- Det var en meget fysisk kamp, og Randers vandt alle dueller i første halvleg.

- I anden halvleg viste vi dog, hvad vi gerne vil. Vi havde bolden mest, og vi fik sendt en masse skud afsted. Vi manglede bare at score, siger Boris.

Med søndagens resultat er Randers på ti point, mens Sønderjyske forbliver på fire.