Guardiola og City møder Gladbach: Vi skal være i topform
Pep Guardiola tager ikke let på, at Manchester City skal møde Borussia Mönchengladbach i Champions League.
Pep Guardiola kommer til at trække på den viden, han tilegnede sig i tiden som Bayern München-cheftræner, når han og Manchester City til februar møder Borussia Mönchengladbach.
Det fortæller den spanske City-manager, efter at den engelske klub blev parret med Gladbach, da der mandag blev trukket lod til ottendedelsfinalerne i Champions League.
Gladbach er aldrig tidligere nået frem til knockoutrunderne i Champions League, men det får ikke Guardiola til at undervurdere sin kommende modstander.
- Da jeg var i Tyskland, lærte jeg, hvor stor, vigtig og historisk en klub Gladbach er.
- Jeg har respekt for deres smukke spil. Jeg kan kun sige, at jeg vil møde op (til kampene, red.) i bedst mulige form og humør. Vi vil levere så godt som muligt og gå videre, siger Guardiola ifølge Reuters.
Manchester Citys bedste resultat i Champions League kom i 2015/16-sæsonen, hvor holdet nåede frem til semifinalen. Her endte det med et samlet nederlag på 0-1 til de senere mestre fra Real Madrid.
Under Pep Guardiola er City aldrig nået længere end til kvartfinalerne.