Sportsdanmark reagerer på EM-aflysning: »Det eneste rigtige at gøre«
Der hersker på sociale medier bred enighed blandt sportsfolk om, at Uefa har truffet den rette beslutning ved at udskyde sommerens EM.
Det var uundgåeligt.
Sådan lyder den gennemgående reaktion fra det officielle Sportsdanmark på Twitter. Her har både tidligere og nuværende sportsstjerner ytret sig om DBU og Uefas beslutning om, at udskyde sommerens EM, hvor Danmark var en af værtslandende, til 2021, som direkte konsekvens af corona-pandemien.
Tidligere landsholdsmålmand og EM ’92-guldhelt, Peter Schmeichel, skriver, at der var ingen vej uden om en udskydelse.
»Vi befinder os på ukendt territorium, og alt er vendt på hovedet disse dage. Også fodbold og at Uefa udskyder EM til næste sommer er, desværre, den eneste rigtige ting at gøre. Det er trist, men det er godt, at de endelig traf en beslutning, som viser, hvor alvorlig situationen er,« skriver det danske fodboldikon.
Tidligere Malmø FF-træner og fodboldspiller, Allan Kuhn bifalder Uefas beslutning.
»Endnu er rigtig beslutning i fodboldens verden.«
Den finske FC Midtjylland-spiller Tim Sparv stemmer i.
»Den eneste fornuftige ting at gøre. Godt gået, Uefa!«
Hos Danmarks Idrætsforbund bakker man ligeledes op om fodboldforbundets beslutning om at udsætte.
»Idrætten har også et ansvar for at mindske smittespredning, og det kræver store beslutninger at tage det ansvar på sig. UEFA har i dag vist, at der er vigtigere ting i verden end fodbold. Det bakker vi fuldt op om i DIF,« skriver DIF med formand Niels Nygaard som afsender.
Det var ikke kun afviklingen af sommeres EM, som coronavirussen som bekendt har fået konsekvenser for.
Udskydelsen bliver samtidig en afsked med herrelandsholdstræner, Åge Hareide, der netop havde bebudet sit farvel efter sommerens EM. Det farvel bliver nu uden et EM og i stedet stopper han samtidig med kontraktudløb 1. august.
Og det har også fået sportudøvere til tasterne for at hylde nordmanden.
»Stor tak til Åge Hareide for hans flotte indsats. Synd, han ikke får mulighed for at fuldende sit arbejde med landsholdet. Held og lykke I fremtiden Åge,« skriver forhenværende landsholdsspiller Preben Elkjær.
Den danske komiker Thomas Warberg håber, at den norske træner finder sig et nyt job i den bedste danske fodboldliga.
»Jeg håber inderligt at Åge Hareide bliver træner i AGF, Brøndby, Vejle, AAB, Esbjerg eller OB, og gennemsmadrer ligaen, så i det mindste én landsdel kommer til at give ham den hyldest han har fortjent.«
EM i fodbold flyttes ifølge Uefa til 11. juni 2021.