Officielt: Dansk fodbold lukker ned - landskampe ventes aflyst og uvis fremtid for FCK's europæiske opgør
Topfodbolden i Danmark ligger stille i de kommende uger, oplyser Divisionsforeningen.
Der bliver ikke spillet fodbold i Superligaen, 1. division og 2. division de kommende to uger.
Det bekræfter Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Dermed er torsdagens opgør mellem AGF og Randers FC også blevet udsat.
»Præcist hvad det får af betydning for afviklingen af turneringerne kigger vi på den kommende tid,« siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.
»Her og nu handler det i første omgang på at reagere på myndighedernes udmeldinger og sikre, at vi i dansk fodbold gør, hvad vi kan for at mindske smitterisikoen. Vi følger fortsat med i de udmeldinger, der kommer fra myndighederne. Hvad der rent praktisk kommer til at ske med de udsatte kampe og resten af sæsonen melder vi ud, når vi ved mere«, siger Claus Thomsen.
Beslutningen bliver bakket op af Spillerforeningen.
»De beslutninger, som DBU og Divisionsforeningen sammen med klubberne har taget, kan vi kun bakke op om, når situationen er, som den er. Vi er fortsat i løbende dialog med Divisionsforeningen og DBU, og vi følger naturligvis udviklingen tæt«, siger administrativ chef i Spillerforeningen, Michael Sahl Hansen.
Samtidig har Dansk Boldspil-Union (DBU) meldt ud, af landsholdets kommende testkampe mod Færøerne og England forventes aflyst. Det samme gælder U21-landsholdets EM-kvalifikationskamp mod Rumænien.
»Danmark står i en trist og særlig situation, som selvfølgelig også påvirker dansk fodbold,« siger konstitueret direktør Kenneth Reeh og fortsætter:
»Vi ønsker ikke at risikere at bære smitten videre til de svageste i samfundet og ej heller risikere noget for vores landsholdsspillere, vores fans eller for andre, der arbejder med vores landshold. Vi er i dialog med UEFA med de praktiske forhold om både ungdomsturneringerne og Herrelandsholdets kampe og forventer afklaring snarest«
Beslutningen kommer efter statsminister Mette Frederiksens (S) melding onsdag aften, hvor hun iværksatte en række initiativer, der skal modvirke spredning af coronavirus. Det gælder bl.a. nedlukning af skoler og offentlige institutioner samt begrænsning af større forsamlinger på over 100 personer.
FC København skal spille Europa League-1/8-finale mod Istanbul Basaksehir torsdag aften, der efter planen bliver afviklet. Det er dog uvist, hvilke konsekvenser Divisionsforeningens beslutning kommer til at få for returopgøret i København på næste torsdag, oplyser FC København.