Efter City-skalp: Nu skal Liverpool bare ikke glide
Liverpool slog Manchester City 3-1, og selv om sæsonen er ung, er Jürgen Klopps hold på kurs mod det engelske mesterskab.
»This does not fucking slip.«
De efterhånden ikoniske ord er Liverpool-legenden Steven Gerrards og henviser til en kamp mod Chelsea i 2014, hvor han opfordrede sine holdkammerater til ikke at glide i den engelske mesterskabsduel. Skæbnens ironi ville, at Gerrard – rent bogstaveligt – gled, hvilket kostede et mål og ultimativt det engelske mesterskab.
Sætningen er igen aktuel, og de famøse ord, der rummer en vis hån og spot fra konkurrerende fans, vil formentligt kun blive skrevet og sagt mere og mere, jo tættere vi kommer på Premier Leagues afslutning.
Søndag aften besejrede Liverpool således Manchester City 3-1, hvilket betyder, at Liverpool nu er ni point foran Pep Guardiolas mandskab, som trods Chelsea og Leicesters fine form, stadig må betragtes at være Liverpools nærmeste konkurrent i den engelske mesterskabsduel. Med andre ord er det nu op til Liverpool ikke at glide igen.
Liverpool kom efter en håndfuld minutter foran 1-0 på et fabelagtigt Fabinho-langskud, der måtte ses igennem af VAR. Dommeren skulle nemlig undersøge en situation kort før målet i Liverpool-feltet, hvor City-spillerne appellerede for, at Trent Alexander-Arnold brugte hånden. Hvad de dog næppe sagde til dommeren var, at City-playmakeren Bernardo Silva selv brugte hånden øjeblikket før.
2-0 blev det også til, da Liverpools kontrakniv gjorde det onde ved Manchester City. På venstrekanten fik Andy Robertson bolden og sendte et knivskarpt indlæg mod en fremadstormende Mohamed Salah, der køligt pandede bolden i nettet.
I anden halvleg var Manchester City tvunget frem, men comeback-bestræbelserne fik et hak i tuden. Få minutter skulle der gå, før Jordan Henderson sendte et blændende indlæg ind mod Sadio Mané, der via Claudio Bravos handske headede bolden i mål.
Som kampen skred frem, blev Manchester Citys spil bedre. Med lidt over 10 minutter igen, reducerede Bernardo Silva, da han med et flot og kontrolleret skud scorede. Det blev kampens sidste scoring, for Liverpools føring kom aldrig rigtigt under pres.