Fortsæt til indhold
Fodbold

Randers-træner efter afklapsning: »Det gør ondt at se på«

Randers ser nu frem til, at sæsonen ender i knald-eller-fald-kampe.

4-0 og spillet ud af banen. Sådan så Randers’ nederlag til AaB ud udefra. Randers-træner, Rasmus Bertelsen, så en smule anderledes på sagen. Men så heller ikke mere.

»Jeg synes, at det er en kamp i to dele. De første 70 minutter kan vi godt være bekendt, og indtil 3-0-målet er vi med. Det er ikke alt, der er perfekt, men det gør ondt at se på, hvor meget bunden kan falde ud de sidste 20 minutter efter 3-0-målet med skader og det røde kort,« siger Rasmus Bertelsen.

Jonas Bager modtog rødt med et kvarter igen.

Rasmus Bertelsen ærgrede sig over, at AaB allerede scorede efter knap to minutter.

»Vi har meget spil omkring AaB’s felt, og jeg synes også, at vi i store perioder holder dem væk fra vores mål, men at vi kommer herop og spiller mod et hold, som alle ved har svært ved at skabe chancer, og så laver de et mål i åbent spil på en kontra. Så er det også svært,« siger Rasmus Bertelsen.

Han fik opbakning af forsvarsspiller Erik Marxen, der som en af få Randers-spillere kunne være sin indsats bekendt.

»Det lyder lidt hult, men jeg synes, at vi bliver straffet hårdt. De laver tre kontramål, og det er lidt naivt at lade det ske, men jeg synes, at der er ok med energi, og folk spiller lidt mere løssluppent, end vi har gjort i de sidste kampe, så jeg er ikke så opgivende i dag, som jeg var i sidste uger efter afklapsningen til FC Nordsjælland,« sagde Erik Marxen.

Randers tabte 0-3 til FCN.

Både træner og spiller regner med, at Randers ikke kan kravle op over nedrykningsstregen i gruppespillet, der indledes i 27. spillerunde.

»Vi havde en naiv tro på, at vi kunne kravle lidt tættere på nedrykningsstregen og håbe, at vi kunne komme op på en af de to øverste pladser i gruppespilskampene, men det er naivt at tro på. Det handler om at komme ind til de sidste knald-eller-fald-kampe med en fornemmelse af, at vi kan vinde fodboldkampe. Nu har vi en kamp mod OB, og så er der seks kampe i gruppespillet, hvor vi kan arbejde på at få fornemmelsen af at vinde fodboldkampe. Vi skal gerne vinde to-tre stykker i den periode, så vi kommer ind til de kampe med en følelse af, at vi gør det rigtige,« sagde Rasmus Bertelsen.

Også Erik Marxen er indstillet på, at Randers’ sæson ender med et brag i knald-eller-fald-kampe.

»Vi skal nok mentalt indstille os på, at det er der, at vi ender på et tidspunkt. Det kan være en fordel, frem for at man får det som et chok i sidste spillerunde. Men det må ikke blive en sovepude frem til de kampe, at vi så bare tror, at vi kan skrue op der, for så bliver det svært,« siger Erik Marxen.

Artiklens emner
AaB